21.01.2007 20:33
2007 løbskalender

Jeg har opdateret min løbskalender for 2007. Der mangler stadig en del løb, heriblandt datoerne på Road Bike Shop XC og Ghost cuppen 2007. Mit fokus kommer naturligvis primært til at være på MX løbene igen.

Der er kommet nogle ændringer for World Cuppen, hvilket har betydet at Birkebeinerrittet og Roc d´ Azur er blevet pillet af kalenderen igen. Til gengæld er MTB-marathon i Bourg d´ Oisans kommet på igen, og der er dermed lagt op til endnu en tur på den rute som vi kørte VM på i 2006. Absolut et gensyn jeg vil glæde mig til, da ruten i Bourg d´ Oisans er blandt de hårdeste og mest tekniske, som jeg nogensinde har stiftet bekendtskab med.

På den danske front er der desværre forsvundet lidt MX-løb i kalenderen, men der er omvendt også kommet et nyt løb til i form af DM i Silkeborg. Desuden kan det jo også være, at der er flere klubber, som har løb på menuen, men som bare ikke har offentliggjort det endnu.
Nordic24 er også på min kalender i 2007. Jeg havde ikke mulighed for at deltage sidste år pga. en World cup afdeling, men glæder mig til at give den gas til løbet sammen med Allan Bachmann, Michael Iversen og Henrik Kirk. HMTBK har sat en utrolig høj standard for arrangementet og det er derfor altid fedt at deltage i begivenheden.

Træningsmæssigt er ugen gået ganske godt, jeg har været i Farsø på en kombineret arbejds- og træningsuge. Jeg har på trods af det noget våde vejr fået kørt de kilometer som jeg gerne vil. Der blev også tid til et besøg hos min gamle sponsor i Farsø, Vesthimmerlands Cykelcenter. Butikken indehaves af Thomas Just, som er en ganske habil a-rytter på landevejen. Så habil at han i forrige uge blev nr. 3 i Tour of Malaysia. Thomas kunne i øvrigt berette, at han undervejs i etapeløbet havde kørt en opkørsel på 36 km!

Næste uge skal bruges på endnu nogle ture i det våde danske vintervejr samt på at holde lidt foredrag på torsdag.

     Navn

     Hvordan forkortes mountainbike? (Skriv med småt, filter mod bots)