02.11.2006 05:09
Crocodile Trophy, etape 7 - 13

Etape 7: Irvinbank - Chillagoe, 156 km.
Stevens blæste til angreb straks fra start, og da vi samtidigt skulle over dette års højeste punkt i løbet, blev feltet sprængt i atomer. Jeg kunne som den eneste rytter holde hjul på Stevens hele vejen mod toppen. Min krop var rimeligt smadret efter det lange udbrud dagen før, så på toppen blev vi enige om at vente på de andre, da der stadig var meget langt til mål.

Yderligere 5 ryttere kom op og tempoet var moderat de næste 35 km. Herefter skulle vi ind på et 50 km langt stykke vej, som før i tiden var blevet brugt til minedrift i området. Vejen var meget dårlig og kan bedste beskrives som sandet singletrack.
Stevens var meget velkørende og en efter en blev folk sat af, jeg og Stefan Rucker var de sidste tilbage. 10 km før vejens afslutning punkterede jeg desværre på baghjulet. Jeg forsøgte at køre mig tilbage til frontgruppen på de næste 60 km landevej, men det var umuligt. I stedet besluttede jeg at tage det stille og roligt og så satse på næste dags enkeltstart, da ambitionerne i klassementet nu endegyldigt var skudt i sænk. Jeg sluttede på7. pladsen på etapen, på en dag hvor tandemdrengene brugte mere en 4 timer længere i sadlen end Rucker, som vandt etapen, og kun lige nåede aftensmaden.

Etape 8: Chillagoe - Chillagoe, 30 km TT
Det er efterhånden lang tid siden jeg har prøvet at køre en 30 km enkelstart, jeg tror faktisk at den sidste var i Nyborg i 2001. Jeg har altid haft et had/kærlighedsforhold til denne disciplin, da det på den ene side er vildt fascinerende at fyre den maks. af i en time og samtidigt er så hårdt som noget kan være.
Jeg kørte etapen 100% på følelse og kunne smage blod det meste af vejen. Jeg havde selv spået O’Grady som favorit, men hentede ham allerede efter 7 km og så havde jeg troen på at jeg kørte hurtigt. Ved vendepunktet kunne jeg se at Rucker, som er Østrigsk mester i enkelstart, havde en skidt dag og så fik Ghosten lov at smage 11’ hele vejen hjem i medvinden.

I mål havde jeg svært ved at sidde ned pga. smerter, og blev mødt af Linda, som sagde at jeg havde kørt 1 min 10 sek. hurtigere end næsthurtigste tid - perfekt. Herefter fulgte lidt ventetid på at de sidste ryttere kom i mål, men ingen kunne true mig og så var etape sejr nr. 2 en realitet. Mark lavede nogle mirakel øvelser med min krop, og så kunne jeg pludseligt sidde og gå igen. Resten af dagen blev brugt på at sove i teltet, spise en burger fra turens første tankstation og ellers fordøje den første uges indtryk.

Etape 9: Chillagoe - Mt Mulgrave Station, 120 km.
En dag hvor jeg var meget mærket efter gårsdagens enkelstart. Alle tog det roligt og efter 30 km stak tandemdrengene af sted sammen med 4 andre rytter. Først syntes vi alle at det var vildt morsomt, men da ingen ville jagte dem øgede de stille og roligt. Tandemen er ikke god, når det går op ad eller er teknisk, men når der er fladt er den hurtig - meget hurtig! Fred og Francesco kørte alle deres medudbrydere af fra hjul, på en etape, som var flad som en pandekage, og så var årets mest bemærkelsesværdige sejr i hus. I mål havde de holdt et snit på næsten 33 km, hvilket er ret godt på en etape i Crocodile Trophy. Da jeg kom i mål, smed Fred og Francesco mig i den lokale flod for at fejre deres triumf - klasse!

Etape 10: Mt Mulgrave Station - Laura, 148 km
En virkelig dræber etape. Ekstreme corrugations, temperaturer på omkring 45 grader og Rucker, som var helt ustyrlig var dagens ingredienser.
Stefan angreb efter 30 km og var i en klasse for sig selv. Jeg var begyndt at føle mig slidt, men ville prøve en sidste desperat offensiv for at køre mig tilbage i klassementet. Efter 40 km angreb jeg og fik følgeskab af Stevens og O’Grady. Sammen fortsatte vi jagten på Rucker, som dog blev ved med at øge. Stevens og jeg fortsatte med at jagte og O’Grady kunne ikke holde hjul. Vi arbejdede fint sammen de næste 100 km. Med 40 km tilbage begyndte jeg at mærke sliddet efter 10 dage, og Stevens trak fra på et hårdt stykke corrugations. Jeg fandt dog ind i min egen rytme og mistede kun 1 min 30 sek. til Stevens i mål. Resultatet af dagens angreb var dog beskedent, da jeg kun hentede 5 min i klassementet. Om aftenen var jeg helt færdig og havde problemer med at spise. Jeg fik desuden store kramper under min massage, og jeg begyndte at frygte noget for den næste hårde etape.

Etape 11: Laura - Cooktown, 142 km.
Alle var tydeligt mærkede efter den foregående dag. Valentin Zeller var det første offer, han blev sat efter 20 km og udgik 10 km senere.
Min mave var stået endegyldigt af i løbet af natten og jeg kæmpede med alt hvad jeg havde for at holde hjul i førergruppen. Efter 65 km var det slut og jeg blev sat.
Heldigvis begyndte maven at fungere bedre og bedre som dagen gik, og jeg endte med kun at smide 20 min i mål. Jeg kørte meget konservativt hele vejen og prøvede bare at holde mit eget tempo. I mål kunne jeg se et smadret felt komme i mål. Nogle med en køretid på mere 3 timer af vindertiden.
Målet var på toppen af Grassy Hill som er en 30% stigning på1,5 km. Fra toppen var udsigten helt fantastisk og jeg kunne i nogle minutter glemme min krop, som stort set gjorde ondt over et hele. Jeg blev nr. 7 på etapen og indtog også denne placering i klassementet. I målområdet var der meget snak om dagens strabadser og jeg blev mødt af spørgsmålet: ”Finally starting to realise what this race is all about” så jeg svarede at jeg havde fortsat havde det sjovt og at jeg regnede med at blæse til angreb igen på en af de næste etaper.

Etape 12: Cooktown - Wujal Wujal, 106 km
Den mest klassiske etape af alle I Crocodile Trophy. Den har været på programmet stort set lige så længe som løbet er blevet kørt. Normalt slutter etapen i Daintree på det såkaldte CREB track. Men da denne var lukket i år, drejede vi i stedet til venstre til Wujal Wujal. Etapen var meget kuperet og min krop havde det heldigvis betydeligt bedre end dagen før.
Stevens angreb midtvejs på etapen og jeg kunne desværre ikke holde hjul, derefter fandt jeg ind i mit eget tempo og nød faktisk det spor som vi kørte på da det var noget rigtigt fedt singletrack. Dagens kommentar stod 2 meter høje Struan Lamont for, da han kom op til mig bagfra og råbte: ”jump on the Train mate” På singletrack er Struans højde dog ikke den store fordel, så min tid på toget blev ikke så lang… Jeg hentede endnu en 7 plads på etapen og holdte fast i den samlede 7. plads i klassementet. Jeg ville gerne have forsøgt endnu et angreb, men benene var bare ikke til det.

Etape 13: Wujal Wujal - Cow Bay, 62 km.
Etapen udviklede sig næsten til en paradeetape. Jeg oplevede det store at John Flynn fra Cyclingnews.com kaldte etapen ”a potential Michael Borup stage” og så var min selvtillid tilbage. Vi rullede de første 40 km og så blev der kørt landevejsræs de sidste 22, jeg forsøgte at angribe, men blev kørt ind. Med 1000 meter igen var vi 15 mand samlet, i det sidste sving tog jeg den forkerte vej rundt og så kom jeg næsten sidst ind til spurten, og var følgelig uden chance for at blande mig i kampen om sejren.
Oplevelsen af at rulle i mål var dog meget stor, og der skulle igen svares på spørgsmål, inden jeg kunne bunde en XXXX beer og smide mig i det varme vand i COW Bay.
De næste dage blev brugt på noget meget tiltrængt hvile. Min krop kapitulerede endegyldigt efter den afsluttende fest og jeg tror at jeg sov 18 a 24 timer de næste 2 dage.

Mine tanker om løbet (og fremtiden) følger snarest…

  1. Hustlerne siger:

    Hej Michael Tillykke med det fine resultat og den gode indsats. Det har været at rigtigt sjovt at følge med i de daglige reportager.


  2. Erik siger:

    Men hvad er nu det for et stykke bøjet træ du står med?? Smid det dog væk!!!


  3. Erik siger:

    Enestående..intet mindre. Vel kørt og vel skrevet!!! Pas nu på dig selv og Linda. Vi ses på matriklen :-)


 Navn

 Hvordan forkortes mountainbike? (Skriv med småt, filter mod bots)