01.11.2006 22:29
Crocodile Trophy 2006, etape 1-6

Hermed min beretning af hvad der er sket i de sidst 2 uger; 2 uger som uden sammenligning er det mest begivenhedsrige i min hidtidige karriere på 2 hjul.

Før jeg begiver mig ind på en beskrivelse af de enkelte etaper vil jeg gerne have lov at fortælle lidt om en typisk hverdag i Croc Trophy ’06.

Etaperne startede enten kl. 8 eller 9 hver dag, herefter fulgte for mit vedkommende mellem 4 og 6 timers arbejde på Ghosten, for andre var dagene betydeligt længere.

Crocodile Trophy er opbygget således at hele løbet er en mobil telt-by, som flytter sig ca. 150 km hver dag. Årets udgave af Crocodile havde en karavane bestående af 33 4-hjulstrækkere samt 2 lastbiler. Disse biler var dels tilhørende de enkelte ryttere eller teams, eller blev brugt af organisationen bag løbet til forskellige formål. Denne ene lastbil transporterede en del af udstyret samt målområdet, mens den anden var et mobilt køkken. Hver dag blev alt ting pakket ud og stillet op, for at blive pakket ned igen den næste dag kl. 08:00.

Efter at have kørt de enkelte etaper blev jeg i mål mødt af Linda med en protein-shake i hånden. Hun havde som oftest gjort vores del af lejren klar. Vi dannede ret hurtigt en lille lejr i lejren således at vi altid var omgivet af de samme mennesker. Vores hjørne bestod, ud over Linda og jeg, af de hollandske tandemdrenge, Fred og Francesco, deres hjælpere, Mark og Alexandra fra Schweiz, samt belgiske Christoph Heinx og Joel fra Frankrig. Herudover fik som oftest selskab af løbets læge Sarah og hendes kæreste James. Sidstnævnte i øvrigt en fyr, som gang på gang efterlod undertegnede i fosterstilling skrigende af grin. Af praktiske årsager var vores sprog engelsk, så alle kunne forstå alle.

Efter at have slået sig ned i lejren stod den oftest på carbo-loading og badning i den lokale flod/vandhul/sø, inden aftensmaden blev serveret mellem 17 og 18. Herefter var der præmieoverrækkelse som jeg heldigvis ret ofte skulle deltage i.
Efter aftensmaden tog tandemdrengenes massør, Mark, sig oftest af mine ømme ben, inden jeg gik i seng omkring kl. 20:00. Nattesøvnen var af mere eller mindre god karakter, da det australske dyreliv som bekendt ikke helt er som det danske. Med tiden lærte jeg dog at slappe af, og lyden af flyvende hunde som letter i træet over ens telt blev til sidst helt beroligende.

Kl. 05:30 vækkede de lokale fugle mig som regel og det var tid til ”at gå en tur med skovlen”, inden morgenmaden stod klar fra 06:30, herefter skulle lejren pilles ned, taskerne pakkes, dunke og Camelbags fyldes, inden kl. igen blev 08:00 og de 35 biler igen begav sig af sted på mere eller mindre fremkommelige veje. Vi andre kunne så igen sætte os på cyklerne og finde lidt mere motivation til at tilbagelægge nye 150 km.

Etape 1: Townsville – Townsville, 15 km.
Er allerede beskrevet andetsteds og jeg springer derfor direkte til etape 2-6:

Etape 2: Herveys Range – Hidden Valley, 103 km.
Anden etape var løbets første rigtige etape, efter 35 km landevej med omkring 40 i snit ramte vi det første stykke grusvej. Jeg følte mig ganske godt kørende, men mistede lidt tålmodigheden midtvejs på de 103 km, så jeg stak med alt hvad jeg havde og fik følgeskab af Stefan Rucker fra Elk Haus. Ruckers tempo var dog for hårdt, så 20 km senere kunne jeg ikke holde hans hjul. Dette viste sig dog som held i uheld, da Rucker senere kørte forkert, og løbets 2 forhåndsfavoritter Christoph Stevens og Heinz Zörweg samtidigt var stukket af fra feltet. Efter et par dybe indåndinger satte jeg mig på hjul af de herrer, indtil vi ramte dagens første stigninger. Jeg dummede mig dog gevaldigt ved ikke at spise nok på sidste del af etapen og gik lidt kold mod slutningen. En energibar reddede dog dagen og til folks store overraskelse indtog jeg dagens 4. plads og rykkede samtidigt op på 3 pladsen i klassementet.

Dagen forinden havde igen journalister gidet at interviewe mig, det gjorde de efter denne etape og pludseligt skulle jeg forklare om mig selv, min baggrund og hvilket prof hold jeg kørte på?!? Om aftenen mødte jeg for første gang den virkelige outback og det blev til nogle timers urolig søvn inden pligten igen kaldte næste morgen.

Etape 3: Hidden Valley - Lake Lucy, 156 km.
Dagens menu bestod af 156 km. Før starten overraskede jeg åbenbart igen journalisterne, da jeg på spørgsmålet om jeg ville angribe i dag, svarede at jeg ikke rigtigt viste det, da jeg aldrig før havde kørt så langt på en MTB.
Ude på ruten var benene helt forrygende. Linda og jeg havde, klog af skade fra dagen før, sørget for at jeg fik noget mere at spise undervejs. Etapen fløj næsten af sted og jeg følte mig enormt velkørende. Rucker stak midtvejs og jeg lod ham køre for at spare på kræfterne. Ind mod mål faldt flere og flere fra, og på de sidste 40 km var vi kun 4 mand tilbage i frontgruppen, Stevens, Zörweg samt Valetin Zeller fra Dream Team, som ikke ville arbejde.
Ind mod mål blev tempoet holdt højt. Zeller bedyrede at han ikke ville køre spurten. Jeg stolede dog ikke på ham og forsøgte at stikke et par gange, dog uden held. Ind mod mål tænkte jeg på Rolf Sørensens regel om ”at den der åbner - vinder”. Så jeg åbnede med 600 meter til mål og kom først igennem de sidste 2 sving. Bag mig havde de andre problemer med at styre cyklen i det løse sand, og så kunne jeg rulle i mål til en andenplads. Zeller blev i øvrigt nr. 3 i spurten, så fra den dag morede jeg mig med, at minde ham om, at han jo ikke spurtede når han ikke arbejde, han kunne ikke rigtig se morskaben.

I mål blev jeg mødt af endnu mere måben fra omgivelserne og endnu flere interviews. Jeg udbyggede min 3 plads med mere end 20 minutter og rykkede ind, så jeg var under 5 minutter fra andenpladsen.

Etape 4: Lake Lucy – Blecoe Falls, 109 km
Etape 4 var på godt 100 km og jeg ville bruge den som ren restitution, inden jeg havde lagt i ovnen til angreb på 5 etape.
Allerede efter 2 km kom dagens første angreb fra Heinz Zörweg, som åbenbart havde andre planer. Sammen med Stevens fik jeg dog lukket hullet, og der var kun 15 mand tilbage i feltet da jeg havde fået slugt morgenmaden igen. Rucker var stadig helt vild, så han stak igen efter 20 km og kørte solo resten af vejen. Etapen var ellers ret begivenhedsløs indtil 10 km før mål, hvor nogle stigninger og et samlet Dream Team anført af Darren O’Grady blæste til angreb (ja, det er Stuarts bror).
Jeg var stadig lidt muggen efter at Zeller havde forsøgt at snyde dagen før, så jeg kørte et par af deres angreb ind. Ind mod mål forsøgte Stevens at splitte gruppen, men Zörweg kørte ham ind igen. Jeg tænkte igen på Rolfs råd igen, så med 1000 meter igen åbnende jeg spurten på en lille stigning. Ingen kunne holde hjul og i mål havde jeg 16 sekunder. Denne gang var forbløffelsen mindre i målområdet, men irritationen fra Dream Team betragteligt større. Det første spørgsmål fra journalisterne var faktisk om jeg ville angribe dagen efter. Jeg var lidt overstadig efter endnu en podieplacering på en etape, så jeg svarede ”selvfølgeligt – og at jeg i øvrigt synes at det var på tide at vi kom til at køre noget rigtigt MTB”.

Etape 5: Blecoe Falls – Koombooloomba, 75 km
Denne etape har jeg også tidligere beskrevet .Jeg har tænkt ufatteligt meget over den pil vi missede, løbsledelsens håndtering af situationen og efterspillet i målområdet.
Der kan argumenteres for og imod, men faktum er, at jeg og Zörweg begik en fejl - uagtet at vi havde, hvad vi troede var, en officiel bil foran os. Det er frustrerende at lave en fejl på den baggrund, men man må være villig til at tage konsekvenserne af sine handlinger - også selvom man føler sig uretfærdig behandlet. Resultatet blev et uopretteligt tidstab i GC, og vil da gerne nu medgive at jeg i løbet af den aften hvor det hele skete havde svært ved at bevare optimismen. Lindas støtte var dog uvurderlig og om ikke andet så vandt jeg meget respekt blandt de andre ryttere ved at blive i løbet.

Etape 6, Koombooloomba – Irvinbank 98 km.
Sejrens sødme var ubeskrivelig god, og er beskrevet andetsteds. Jeg fortsætter historien snarest.

  1. RWJ siger:

    Lækker teint!


  2. Kaare siger:

    Carbon-loading? Var det Ghosten der skulle opgraderes, eller spiser du selv carbon for at blive let og stærk?


 Navn

 Hvordan forkortes mountainbike? (Skriv med småt, filter mod bots)