08.10.2006 13:13
Townsville

Så er vi endeligt nået til Townsville i Australien. Linda, jeg og Ghosten har klaret rejsen hertil stort set uden problemer.

Jeg blev med en lille tåre i øjenkrogen genforenet med Ghosten torsdag eftermiddag.
Forud var dog gået en del diplomatiske forhandlinger med de australske myndigheder, som tog den beskedne sum af 507 AUS dollars for at lukke den ind i landet! Efter lidt forhandlinger måtte jeg dog bide i det sure æble og betale den ekstra skat - for som damen i telefonen venligt (men bestemt) sagde: ”ellers returnere vi bare din cykel”

Hvor om alting er, så kunne jeg torsdag hente min store kasse med grej hos Collin Ellisworth ved Cairns Bicycle Works. Fredag blev det til en lidt ”jetlaget” rulletur i den tropiske regnskov, som præger egnen omkring Cairns. Vildt fascinerende og et terræn, som jeg aldrig har set mage til andre steder.

Lørdag pakkede vi sammen og tog en Greyhound til Townsville, hvor vi befinder os nu. Vi bor på et udmærket hostel, selvom værelserne kun er 3 x 4 meter, og altså kun giver plads til det absolut mest nødvendige.

Vi har valgt at rejse til Townsville nu for, at jeg skal kunne akklimatisere bedst muligt. Indtil nu synes jeg ikke, at det har været så svært at komme fra dansk efterår og til temperaturer, som ligger en 15-20 grader højere.
Jeg havde mit første rigtige træningspas i dag, og det synes jeg gik ganske godt på trods af de høje temperaturer undervejs. Jeg forsøger så hvidt muligt ikke at ændre på noget i forhold til de forberedelser, som jeg normalt ville gøre til et løb. Eneste ændring er, at jeg forsøger at køre omkring middag de næste dage for at få temperaturerne så høje som muligt. Dagens træning bød på det første møde med outbacken. Indledningsvist rendte jeg ind i en bushfire og herefter mødte jeg de meget frygtede corruglations. Corruglations er steder, hvor vejen pga. erosion får udseende som et forstørret vaskebræt, og det derfor er vanskeligt at finde sig til rette på cyklen. Det hjælper dog med noget suspension, og forhåbentligt kan lidt træning hjælpe til at optimere min tilgang til disse passager, som efter sigende skulle være de sande dræbere i Crocodile.

I morgen står den på en lang tur i outbacken og ellers en ”normal” træningsuge herefter, indtil jeg begynder at slappe af i weekenden.

På hotellet bor i øvrigt også det hollandske tandem par, som deltager i Crocodile, de virker meget flinke og har begge kørt Cape Epic i år. De må siges at have set en god del af verden fra sadlen af en MTB. De hollandske herrer beklagede sig over, at de ikke havde modtaget noget af deres grej, da de ikke ville betale ekstra skat…

  1. Köser siger:

    Tag nu et billede med en slange fra outbacken...Koooom nuuuuuu! Håber at træningen går godt dernede og at tingenene spiller fra nu af...


  2. Inga siger:

    Husk nu ikke at køre efter solen, så kan det nemt blive en lang træningsdag. Den går jo modsat vej over himmelen nu hvor du befinder dig.


  3. mads og kim siger:

    husk solcrem


  4. BentB siger:

    Du ser nu noget tynd ud. Gir de jer ikke noget at spise dernede?


  5. Fedt siger:

    Godt at se at der ikke bliver sparet paa ekstra grej, den kasse ser sgu lidt fyldt ud :D Held og lykke med Corruglation'en


 Navn

 Hvordan forkortes mountainbike? (Skriv med småt, filter mod bots)