10.07.2006 16:14
Dolomiti Superbike WC # 3

Efter endnu nogle begivehedsrige dage og (endnu) en barsk runde af world cuppen er jeg tilbage i Danmark igen.

Dolomiti Superbike bryster sig af at være det hårdeste løb i Tyrol, og efter at have tilbagelagt dets 120 km. må jeg erkende at det absolut ikke er utænkeligt.

Jeg ankom sammen med Henrik Kirk fra 1900MTB og min bedre halvdel, Linda, til den lille hyggelige by Toblach torsdag morgen, efter en lille 14 timers køretur ovenpå Ghost cuppen onsdag aften.
Moralen var for mit vedkommende ganske god, da Ghost cuppen var gået helt efter planen med en 2. plads og vigtigere en følelse af at benene virkeligt var gode.

Toblach er en lille by, som er præget af ski-turisme i vinterhalvåret, og ligner ellers en klassisk Tyrolerby klemt inde mellem de enorme Dolomitter. Kirk og jeg rullede en lille tur torsdag, inden vi måtte kapitulere efter den lange køretur.
Fredag morgen fik vi følgeskab på hotellet af Team Rivette i form af Kaare Aagard, Beter Bech og Jesper Skriver samt Kaares bror Rune. Fredag gennemkørte jeg sammen med Kirk, Bech og Skriver de første 40 km. af løbsruten og fik testet den første 10,5 km. stigning, mens vi fredag kørte løbets sidste loop på 20 km.

Kl. 08:00 Søndag morgen gik starten fra torvet i Villabassa små 5 km. fra Toblach. Centrum af Villabassa var i dagens anledning lavet til et flot MTB opsæt, med masser af expo-stande og et flot og stort målområde. Men det er vel også på sin plads, når små 4000 MTBere kigger forbi.

Min målsætning var forud for løbet en plads i top-40, samt naturligvis at bevare den samlede 11. plads i world cuppen.

Jeg fik en ret skidt start, men følte allerede efter små 20 minutters kørsel, at benene var hvor de skulle være. Jeg sad i en lille gruppe sammen med bl.a. Kaare og Kashi Leuchs, da vi ramte dagens første stigning og som stigningen blev stejlere blev mine ben bedre og bedre. På vej mod toppen fik jeg øje på Alban Lakata, som fører world cuppen og tænkte at det nok var et godt hjul at holde til nedkørslen. Så da stigningen blev lidt stejlere, havde jeg den fornøjelse at sætte Kashi og co. fra hjul og træde op til Lakata. Mit humør var på dette tidspunkt så højt som aldrig før, og da de herer Lakata og Leuchs ikke kunne sætte mig på den følgende nedkørsel begyndte det rigtigt at blive sjovt. Det varede imidlertid ikke så længe, da et par tyrolerhatte kom imellem mig og Leuchs og Lakata, så jeg mistede dem og kunne følgeligt ikke kører førerfeltet ind igen.

Jeg kom således til at sidde i gruppen lige bag de forreste og her blev jeg siddende, indtil jeg igen hentede Kashi Leuchs på dagens anden stigning efter omkring 50 km.

Mine ben var forsat supergode, så jeg følte mig ret usårlig. Skæbnen indhentede mig dog små 5 km. senere, da jeg med ret høj fart gled af en glat træbro og fik min brystkasse påkørt af den bagved kørende rytter.

Med et var både overskud og rytme forsvundet, og jeg kæmpede nu pludseligt med en meget øm højre side. Samtidigt ramte vi dagens stejleste opkørsel og så fik jeg ellers lussinger i den helt onde stil.
Jeg mistede omkring 20 placeringer på opkørslen. På den følgende passage kom Kaare op til mig og vi nåede lige at veksle et par ord inden han trak fra på en lille opkørsel.

Herefter indtraf dagens næste uheld, da jeg punktere på endnu en træbro og så var min dag endegyldigt ødelagt. Jeg fik dog skiftet slange og fik heldigvis selskab af Bech bagfra og vi fulgtes pænt de næste 30 km.
Med 20 km. igen trak jeg lidt fra Peter på dagens sidste store stigning på 10 km. Herefter smagte jeg stort set blod helt ind til jeg kunne se målstregen, og kunne konstatere at en udsædvanligt svingende dag på kontoret havde indbragt en 48. plads og 19 vigtige point til world cuppen.

Her dagen derpå er det en lidt mærkeligt fornemmelse at sidde tilbage med, da jeg syntes at jeg kørte mit livs bedste MTB indtil jeg styrtede. Jeg er lidt skuffet over resultatet, men omvendt så var det simpelthen så fedt at køre race mod de rigtigt gode, at det svært at være skuffet. Om jeg gik kold pga. styrtet eller om det måske ville være sket under alle omstændigheder ved jeg ikke, men faktum er at jeg i den grad gik ned på løbet sidste 50 km. hvilket jeg ikke rigtigt plejer at gøre.

Resultatmæssigt betyder weekenden at jeg mister 3 pladser i world cuppen,så jeg nu er nr. 14. Hvilket må siges at være absolut acceptabelt, dagen taget i betragtning.

Vi var som sagt en hel lille dansk delegation til løbet. Kaare blev bedste rytter med en flot 30. plads mens Bech rullede ind på en 54. plads. Bedste dansker blev Allan Carlsen med en imponerede 22. plads. (Iøvrigt foran de team-ryttere som han er soigneur for).

Nu venter der 2 hårde ugers træning inden det sidste stik skal tages hjem om 3 uger i Val Thorens, på en rute, som i den grad lyder som en ubehagelig kop the. Vindertiden var sidste år 6t 47 min, og løbet har 2 passager på 3000 HM!

  1. Simon siger:

    Hej Borup, din lille Maraton myg. Det var sku surt at du skulle styrte, men formen er der jo bestemt. Så du skal nok give dem død ved kølle i Vinter Ibiza!!!


  2. Rasmus Mejer siger:

    Du tager dem næste gang. kom igen.


  3. Anne Teglhus Simonsen siger:

    Hej Borup, Vi venter jo spændt på at høre din beretning herhjemme, en lille lyd fra mtb-star;). Jeg er ked af at høre om dit styrt, men synes det er fantastisk alligevel. KH Anne


 Navn

 Hvordan forkortes mountainbike? (Skriv med småt, filter mod bots)