10.05.2006 17:10
MX World cup Naussa

Så er jeg hjemvendt efter en begivenhedsrig tur til Grækenland. Sportsligt kan jeg fejre hvad jeg betragter som min karrieres hidtidige højdepunkt, idet jeg kørte mig til 14. pladsen i løbet, og således også indtager samme placering i MX world cuppen lige nu.

Søndagens løb var en på alle måder opløftende oplevelse. Først og fremmest havde Grækerne utrolig godt styr på det organisatoriske omkring løbet, og jeg tror aldrig at jeg har set så meget milestrimmel, og så mange officials på en MTB rute. Derudover viste det sig at løbets rute var det mest krævende jeg nogensinde har stiftet bekendtskab med, dette både teknisk og fysisk. Kort fortalt bestod ruten af 10 km. flad grusvej ud af Naussa by, herefter fulgte en meget stejl opkørsel på omkring 12 km. og ca. 1100 HM, herefter en nedkørsel og endnu en opkørsel på omkring 10 km. og 1000 HM, endeligt fulgte omkring 45 km. primært nedadgående (og vildt fedt) singletrack. Vi havde inden løbet talt om, at de sidste 45 km. ikke kunne være specielt krævende. Vi tog grusomt fejl, og jeg brugte faktisk omkring 2t 20 min. om at køre de 45 km. på selve løbsdagen.

Selve løbet udformede sig således, at jeg sad med frontgruppen de første 10-12 km., herefter satte Thomas Dietch fra Bianchi sig frem og jeg blev sat af, mens der var yderlige 14 mand i frontgruppen. Jeg led ret meget på den første opkørsel og måtte se 2 mand komme forbi. På det sidste stykke af stigningen gik det ret godt, og den efterfølgende nedkørsel gik også upåklageligt. Ved foden af dagens anden store stigning fik jeg selskab af yderligere 2 ryttere. Jeg følte dog at benene var rigtigt gode, så jeg gav den stort set alt hvad den kunne trække op ad bjerget. Dette resulterede i, at mine følgesvende faldt af en efter en og jeg hentede kort før toppen yderligere 3 mand. Temperaturen var i øvrigt omkring 2 grader på toppen af bjerget i 2052 meters højde.

På den efterfølgende stejle og tekniske nedkørsel gik det fortsat ret godt, indtil jeg på et lidt fladere stykke pludseligt begyndte at gå virkelig kold. Jeg har aldrig rigtigt prøvet at gå så kold på så kort tid. Heldigvis havde jeg rigeligt med mad i lommerne, så 4 km., 6 gels, 1,5 liter vand og 2 barer senere var manden med hammeren heldigvis blevet sendt hjem igen.
De næste 35 km. er uden tvivl noget af det sjoveste MTB jeg nogensinde har kørt, trætheden begyndte dog at indfinde sig, så nydelsen blev ligeså stille pillet ud. De sidste 10 km. ind mod mål var meget tekniske og virkede meget lange, men efter godt 5 timer i sadlen kunne jeg glad og stolt indtage dagens 14. plads små 45 min. efter den Colombianske vinder fra Team Full Dynamix.

Søndag aften blev brugt i selskab med en irsk rytter, hans kæreste og deres lille søn, samt en hel del Amstel Beer til at fejre dagens hændelser. Min nye irske ven fortalte henslængt hen ad aftenen, at han da en gang havde taget hans MTB og cyklet fra Dublin til Indien, og at han i øvrigt også havde designet forsiden på Chainreactioncycles.com - respekt!

Mandag stod den på ømme ben samt en lille tur nedad den sidste fede del af ruten, Allan og jeg nød vist begge turen lidt mere om mandagen. For at runde turen helt af tog vi lige de 18 km. op ad bjerget til vores hotel en gang til og så var vi trætte og klar til at tage hjem.
Turen hjem gik ret upåklageligt, selvom vi havde 12 timer at slå ihjel i Thessaloniki lufthavn.

Fremtidsplanerne består på kort sigt af DM i MTB marathon om halvanden uge i Tisvilde, herudover har jeg besluttet at deltage i minimum 2 afdelinger mere af world cuppen i MTB marathon. Desuden vil jeg arbejde på at se om det ikke kan blive muligt at finde penge til at tage til Canada til næste afdeling. Som Ireren Simon sagde: "du kommer bare til Montreal så cykler vi de sidste 400 km til Mont Saint Anne sammen..."

  1. Bilstrup siger:

    Klart thumbs up til Mic og Allan, der bare bliver ved med at æde sig selv. Flot og dejligt at se resultaterne følger efter slidet, men man skal jo opsøge udfordringerne for at få resultaterne. Og det gør du jo, Michael. Godt kørt! /bentb


  2. Köser siger:

    Fuck... hvor bliver jeg misundelig når jeg læser denne beskrivelse. Det er for vildt michael - fedt. fedt. fedt med den 14.plads....Kæmpe tillykke! Udlandet rykker bare det mere end lille danmark (o;


 Navn

 Hvordan forkortes mountainbike? (Skriv med småt, filter mod bots)