03.04.2006 08:23
Forårsfornemmelser...

Så kom foråret endeligt til Danmark. Sidste uge betød endeligt afslutningen på en enormt lang vinter og på trods af, at det meste af træningen i den forgangne uge er sket i regnevejr, så er det svært ikke at nyde at temperaturen til tider er på den anden side af 10 grader, og at man ikke altid behøver 5 lag tøj for at holde kulden ude.

Helt i tråd med de spirende forårsfornemmelser valgte jeg fredag at investere lidt af mine SU kroner i en ny sommerracer. Egentlig er det ikke den store luksus, da jeg har kørt på den samme racer i over 8 år og tilbagelagt mere end 100.000 km på den på landevejene. Raceren er en Vision Twin Tech II og den kører virkeligt godt. Det er en stiv og kontant ramme og jeg føler virkeligt, at rammen overfører energien perfekt. Det skal dog nævnes at kontrasten fra vinterracer jo også er ret stor, og så vejer den jo lige 3 kg. mindre!

Tirsdag i sidste uge blev brugt i selskab med et kamerahold fra DR1. Joakim Parbo og jeg var blevet bedt om at medvirke til optagelserne til et DR1 program som hedder VQ. Princippet i optagelserne var at vi skulle rulle ned asfaltvejen fra toppen af Jelshøj (Århus højeste bakke). Parbo skulle køre på racer, jeg på MTB og en tredje person på liggecykel. I teorien bør liggecyklen være hurtigst, dernæst raceren og til sidst MTBen, hvordan det gik i praksis kan ses i løbet af et par uger på DR1...

Tirsdag var også dagen hvor den nye jyske motionscup, GHOST cuppen, så dagens lys. GHOST cuppen er et projekt, som jeg har været med til at stable på benene sammen med 3 andre fra 1900MTB. Det er vores håb at cuppen skal være med til at få flere til at få øjnene op for vores herlig sport, og desuden bruges som en god gang kvalificeret træning på nogle udvalgte uger. Jeg håber at folk vil tage godt imod initiativet og give den maks. gas når først cuppen starter midt i maj.

Næste uge gælder det så endeligt starten på xc-sæsonen i Korsør, det har været en lang ventetid og det skal blive spændende at se hvad benene dur til. Træningen i de sidste par uger er gået rigtig godt, så jeg er egentlig ret fortrøstningsfuld.

     Navn

     Hvordan forkortes mountainbike? (Skriv med småt, filter mod bots)