26.02.2006 21:43
Forskningsprojekt

Når jeg ikke sidder på min MTB, bruger jeg jo størstedelen af min tid med næsen i bøgerne på mit medicinstudie. Den forgangne uge har imidlertid budt på en smuk forening imellem de 2 ting.
Således var jeg i onsdag i denne uge i Holstebro, for at tale med en række folk på sygehuset i Holstebro om et kommende forskningsprojekt. Dette forskningsprojekt skal i korte træk omhandle sammenhængen mellem forskellige kraksæts indflydelse på watt-outputtet samt kranksættenes indflydelse på slid af knæet. Projektet skulle efter planen starte om nogle måneder, og skulle gerne udmunde i en færdig rapport inden 1. september 2006. Foreløbigt er der ikke de store detaljer på plads, men jeg glæder mig til at få denne videnskabelige vinkel på sporten.

Ugen har træningsmæssigt budt på usædvanligt lidt sne, faktisk har vejret været rigtigt godt og jeg har haft held til at komme en del i skoven. Rart endeligt at være tilbage og den intensitet, som man har på cyklen i skoven er jo helt vild fed.

Jeg ved ikke om man som cykelrytter kan skelne mellem gode og dårlige defekter. Ikke desto mindre har jeg een slags som jeg absolut ikke bryder mig om nemlig, knækkede geardrop. Jeg og Ghosten kom i lidt for kærlig kontakt med en gren i fredags og knæk, så står man der, 15 km. hjemmefra og ser fortvivlet på sin elskede X.0 bagskifter, som hænger og dasker. Nå, men efter diverse eder og forbandelser fik jeg lavet cyklen et-gearet, og kunne begynde en noget langsommelig hjemtur. SRAMs samleled er i øvrigt et rigtigt godt øko-tip til os studerende, som så bare kan sætte den afkortede stump kæde på igen, når man har været oppe og beklage sin nød hos cykelhandleren.

Ugen vi går ind i skal byde på endnu lidt moderat vinter, men jeg håber fortsat at kunne komme ned i skoven, som er helt tør og hurtig. Søndag gælder det så MCVs "klassiker", der skal bruges som lidt intensiv træning.

     Navn

     Hvordan forkortes mountainbike? (Skriv med småt, filter mod bots)