12.02.2006 16:38
Aftale med MyPlanet

Jeg har indgået en samarbejdsaftale med rejsebureauet MyPlanet. MyPlanet er et lidt anderledes rejsebureau. Dels fordi de kun har fokus på rejser til Australien, New Zealand, Canada og USA - og fordi de er baseret på Australsk New Zealandsk Venskabsforening og Canadisk Amerikansk Venskabsforening. Aftalen betyder at MyPlanet vil være min samarbejdspartner med henblik på turen "Down Under".
Jeg vil desuden skrive om mine oplevelser under Crocodile Trophy i "MyPlanet Magazine". Dette skulle gerne kunne ses i løbet af efteråret, når løbet en gang er overstået.
Jeg er utrolig glad for aftalen og kan kun glæde mig over, at rejsedelen af turen nu foregår i samarbejde med de mest kompetente mennesker.

Ellers har dagen budt på et længe ventet gensyn med Marseillesborg skov, da jeg og 5 andre fra 1900mtb prøvede skoven efter en lang vinterpause. Skoven var stadig temmelig iset, men der var også steder hvor skoven, pga. den hårde frost, var helt perfekt at køre. Under alle omstændigheder var det rart at lufte Ghost-rammen igen, det er altså bare meget sjovere at køre i skoven end at køre slavekilometer på landevejen. Det blev til i alt 4 timers træning i dag, da Kirk, Köser og undertegnede lige rundede marinaen i Egå på vejen hjem.
Ugen er ellers gået stort set efter planen. Sneen er forsvundet, og det kan man jo kun glæde sig over, så hvis den ellers har tænkt sig at blive væk, tror jeg at der er en del cykelryttere, som vil sende en venlig tanke til den store cykelgud.

Det er jo OL tid og hvis ellers man har tid til det, kan jeg kun opfodre til at bruge lidt energi på at se biathlon. Denne - og det medgiver jeg gerne - noget smalle sportsgren i Danmark, er altså absolut klasse underholdning. Hvis man ellers kan leve med at holde med nordmænd har "vi" faktisk nogle, som er blandt verdens bedste - og jeg mener, det er jo ikke mere end godt 100 år siden de var vores egne, så hvorfor ikke? Hvis vi kan holde med en Italiener i Touren, kan vi vel også holde med Ole Einar Björndalen i Torino!

  1. Lars siger:

    Yo Bro! Holde med nordmænd! - Nu er du da vist ude på et skråplan...


 Navn

 Hvordan forkortes mountainbike? (Skriv med småt, filter mod bots)