26.07.2009 17:28
DM XCO

Lørdag stod den på DM i XCO. Forud for løbet var jeg ret skeptisk i forhold til min egen formåen, og den forudgående GHOST cup i Rold Skov havde ikke rigtigt givet grund til at tro på, at der var hul igennem. Faktisk brugte jeg stort set en time på, en i øvrigt underholdende rute, at stå fuldstændig stille, blandt folk som alle bedyrede at de havde mange tunge træningstimer i benene og derfor ikke kunne køre sig helt ud...

Jeg endte dagen i Rold som nr. 6, som sagt efter en lidet imponerende indsats, og havde det ikke været fordi jeg havde udbygget min føring i ”Juniors vs. Borup konkurrencen”, havde der slet ikke været noget at tage med hjem.

Lørdag gik turen så mod Sjælland, og da DMI meldte op til 50 mm regn, havde jeg både monteret mudderdæk og sat spikes på skoene, og var dermed helt klar til kamp. Lidt kø på motorvejen og et skybrud omkring Korsør bevirkede, at jeg kun lige ankom til tiden, men heldigvis tids nok til akkurat at rulle en omgang på ruten, som viste sig at være topfed.

DMI´s regnvejr udeblev heldigvis og ruten havde lige tilpas mudder nok til den var rigtig fin at komme rundt på.
Starten gik og efter en del skubben og masen lå jeg omkring top-20 efter den første runde. Benene føltes langt bedre end om onsdagen og midt på 2. omgang følte jeg, at der virkelig var ved at være hul igennem. Jeg øgede tempoet på dagens 2 lange stigninger og vupti - så lå jeg nr. 11 med Kristian Søgaard på hjul.

Som løbet skred frem føltes benene for første gang i lang tid helt perfekte, og jeg kunne koncentrere mig om at køre løb frem for bare at overleve 2 timer.

Cyklen spillede med på legen og fraset lidt battle med Søgaard om 11. - 12. pladsen var min endelige placering som nr. 11 aldrig rigtig i fare. Kræfterne begyndte godt nok at svinde mod slutningen, men helt væk var de aldrig.

Efterfølgende er jeg rigtig godt tilfreds med løbet og kan se tilbage på et DM hvor jeg placeringsmæssigt fik alt det ud af det jeg kunne ønske med det niveau jeg har nu.

Efter DM er cyklen blevet pakket sammen og jeg er fløjet til La Rosiere i Frankrig for at kigge Tour de France, holde fri og køre sukkerspor i Alperne. Alle 3 ting er til fulde blevet opfyldt indtil nu!

     Navn

     Hvordan forkortes mountainbike? (Skriv med småt, filter mod bots)