29.01.2009 13:09
Trailspotting

Endnu et par uger af en lang vinter er overstået. Det går nogenlunde med at få trænet, selvom jeg godt nok savner forår og varme – det må være blevet koldere i Danmark, end det var sidste år!

For et par måneder siden valgte jeg at bruge nogle af mine sparsomme SU-kroner på at købe en Garmin 705. Efter at have kørt med enheden lidt tid nu, tænkte jeg at det var tid til at komme med et par bevingede ord om produktet, ordene er 100% for egen regning.

Jeg købte min Garmin 705 primært for kunne downloade og bruge nye spor på landevejen og i skoven, dernæst som en udvidelse til mit trofaste pulsur.

Uheldigvis viste Garmin´ hurtigt at have en hel række børnesygdomme i forhold til at gemme og bruge de downloadede ture. Man kunne bl.a. ikke have længere navne end 6 tegn på turene, og disse må ikke indeholde Æ,Ø og Å. Havde jeg mere end det lukkede enheden spontant ned.

Hvad der var værre var, at Garmin support viste sig som helt igennem ubrugelige og totalt uvidende omkring deres eget produkt.
Heldigvis findes der en masse steder på nettet man kan søge hjælp, og en tur på motionbased.com gav heldigvis de svar jeg havde brug for, for at kunne bruge turene på enheden som jeg ville.

Efter ovenstående opstartsvanskeligheder viste enheden sig dog at virke upåklageligt og det er faktisk lykkedes mig at finde nogle nye spor omkring Århus. Dernæst er det altså ret skægt at følge de spor andre har kørt, og mindst lige så skægt at nørde rundt derhjemme på computeren med det spor man lige selv har kørt.

Som træningsredskab er Garmin´ fremragende, den viser alle tænkelige data, og felterne kan indstilles efter eget ønsker.

Garmin Trainingcenter, som er det software der følger med enheden, er absolut ikke prangende, men det er freeware programmet Sporttracks til gengæld. Her har man samtlige funktioner man mangler fra Trainingcenter, samt alle tænkelige funktioner til databearbejdning, desuden har programmet et helt katalog af udvidelsesmuligheder, så man kan importere data fra Polar, Sigma mv.

Samlet set er Garmin 705 en udmærket investering, prisen er i overkanten synes jeg, og der burde desuden være langt mere kontrol med produktet, da den har mange børnesygdomme. Som træningsredskab og til at finde vej på spor og landevej er den fremragende. Softwaren er til gengæld elendig, heldigvis findes der som sagt gode og gratis alternativer på nettet. Vurdering: 3 af 5 stjerner!

     Navn

     Hvordan forkortes mountainbike? (Skriv med småt, filter mod bots)