06.10.2008 07:11
Merida MTB Marathon

Efter at have stået på sidelinien I 8 uger stod den i går på 103 kolde og mudrede kilometer til Merida MTB maraton i Hillerød.

I bilen på vej mod starten stod regnen ned og da en frisk blæst desuden fejede henover det nordlige sjælland, krævede det et par forsøg at komme ud af bilen og i tøjet før at gøre klar til start. Jeg valgte at droppe mit normale løbstøj og tog i stedet en ekstra vindvest på, da jeg stod og rystede på startstregen – en beslutning som senere skulle vise sig at være et klogt træk.

Dagens taktik var at køre med hvad der var og så ellers dø forrest med fanen hævet, dernæst at finde mit eget tempo og så komme så hæderligt til mål som muligt.

Vi kom af sted i vanlig høj fart og efter at have passeret græsstykket i starten var vi 9 mand samlet forrest. 3 x Rivette, 3 x T-bikes, Henrik Svarre, Jens Gorm og undertegnede.

Jeg led ret meget under den høje fart og kæmpede med næb og klør for at holde på gruppen. Bonne virkede enormt stærk og kom væk fra gruppen efter ca. 20 km. Dernæst stak Jens Gorm, Rasmus Jessing, Grönbech og en svensk T-biker efter. Jeg var ved at blive sat, men kom med på sidste mandat i en gruppe med Bech, Saltoft og Svarre.

Gruppen fungerede fint. Jeg havde så ondt i øjnene pga. af sand og skidt at jeg ikke kunne ligge på hjul, så vi kom stort set til at køre side om side i gruppen

Mine ben var overraskende ved at komme sig ovenpå starten, og var faktisk ganske gode. Efter 60 km røg Saltoft af, og lidt senere Bech. Dermed var jeg alene med Svarre. Vi arbejdede stadigt godt sammen og holdt tempoet højt, for mit vedkommende udelukkende med den tanke at komme så hurtigt til mål, som muligt for at få varmen igen.

Med 10 km. rammer vi den sidste hårde bakke og jeg sætter Svarre. Herfra kørte jeg alt hvad jeg kunne ind til mål, benene skreg en del undervejs, men tanken om en top-5 placering i mit comeback løb hjalp godt på vej.

Da jeg drejer ind på opløbet, råber Vesterlund og Iver til mig at jeg ligger 3! Det viser sig at de forankørende enten er frosset i stykker undervejs, har haft defekt eller er kørt forkert. Noget overraskende kan jeg dermed rulle over stregen som nr. 3, efter Grönbech og Bonne.

I mål er jeg ret stegt og fryser enormt meget. Det viser sig at jeg bestemt ikke er den eneste der har det sådan, og den ene mere medtagne rytter efter den anden kommer i mål.

Jeg er en smule overrasket over hvordan det gik og det er en del over hvad jeg turde håbe på forud for løb. Jeg har altså kun haft 3 ugers træning i benene. Det skal understreges at tingene gik min vej, men man har jo også lov at være lidt heldig en gang i mellem...

  1. Morten Laustsen siger:

    Godt du er på banen igen Borup. Og hvilket debut-løb :o) Flot kørt! Vi ses på startstregen i 09! //Laustsen


  2. Köser siger:

    Ha ha... bare tænk på hvor hurtigt jeg kan køre på 3 mdr pause og 1 uges træning... uha! men, altid dejligt med lidt held og en podieplads - super..!


  3. Simon siger:

    Super Borup, godt at se du er klar igen!


  4. Rasmus Jessing siger:

    Det var fantastisk kørt! Mit nye program står på 8 ugers hvile efterfulgt af 3 ugers træning; og måske lidt kortlæsning :-D


 Navn

 Hvordan forkortes mountainbike? (Skriv med småt, filter mod bots)