03.10.2008 10:33
Hillerød MX

Indrømmet, der har været en tand for stille på denne side igennem den seneste tid, primært pga. "the ever winning combination" af hård træning, studie og arbejde. Anyways, det ser ud som om jeg er ved at være godt på den anden side af alle forhindringerne, og jeg glæder mig som en lille dreng til søndagens race i Hillerød.

Det er utroligt hvad 2 måndeders ufrivillig pause fra sporten kan gøre ved en, men om ikke andet beviser det da, at lysten til at køre på cykel er intakt, selv efter en del år i sadlen som eliterytter.

Søndag gælder det som sagt Hillerød MX, et løb som der er stort set lige så mange holdninger til som der er ryttere til start. Jeg vil fatte mig i korthed og konkludere, at jeg synes det er (alle) pengene værd i form af et godt arrangement, med et flot løbsopsæt og en godt markeret rute.

Løbet udmærker sig som bekendt ikke med at være særligt teknisk, men tilgengæld er der masser af ryttere, taktisk spil og høj fart hele vejen rundt.

Jeg går ind til løbet uden de helt store forventninger, da jeg føler at der stadig er et stykke til jeg er tilbage på mit gamle niveau. Jeg vil dog nyde hver en kilometer og glæde mig over at være tilbage, og så ellers se hvor langt det hele rækker. På papiret er der lagt op til en tæt kamp mellem Team Rivette og Team T-bikes. Rivette ser umiddelbart ud til at være de skarpeste for tiden og så har de jo en vis Hr. Vesterlund, som vist aldrig rigtigt er sluttet uden for podiet i dette løb...

Tilbage i 2000 var Hillerød MX mit første MTB løb nogensinde, og jeg har næsten samme følelse i kroppen nu som dengang - det bliver herligt!

     Navn

     Hvordan forkortes mountainbike? (Skriv med småt, filter mod bots)