22.04.2008 12:41
Kellerwald bikemarathon

Forårets anden store formtest stod på programmet i weekenden, da jeg sammen med 1900MTB var taget til Gilserberg i midt-tyskland for at køre Kellerwald Bikemarathon.

Kellerwald Bikemarathon er ved at udvikle sig til en sand klassiker i 1900MTB regi, og i år var vi ikke mindre en 13 mand af sted på tur sammen.

De 600 km til Tyskland blev overstået ret smertefrit og efter at være blevet indkvarteret i Battenhausen, blev det tid til den obligatoriske rulletur.

Mine ben føltes langtfra på toppen, da Bachmann og jeg prøvede at give lidt gas på en af stigningerne, men sådan er det nogle gange, når jeg har kørt lang tid i bil. Efter en god gedigen aftensmad og den obligatoriske 1900MTB øl gik jeg til køjs. Dog med lidt bange anelser for hvordan benene ville arte sig dagen efter.

Søndag kl. 9:00 stod jeg klar på stregen sammen med omkring 800 andre MTBere. Starten gik og efter en mærkværdig masterstart, som resulterede i et par småstyrt ramte vi dagens første stigning med omkring 30 i timen. Jeg sad på hjul af Bachmann, som ret let kørte os hel frem forreste i feltet og endda lukkede et lille hul til de allerforreste. Mine ben var langtfra på toppen, men jeg kunne godt holde på de forreste på nedkørslen.

efter en kort nedkørsel begyndte dagens anden lange opstigning og her blev tempoet skruet en tand for meget mig og jeg måtte smide frontgruppen. På den næste lange nedkørsel fik jeg dog lukket hullet igen, dette dog blot for at blive sat på den sidste stigning på vej mod første målpassage efter 40 km. Jeg kom med nød og næppe tilbage igen på nedkørslen mod målet. Derefter ramte vi et noget tungere mudderstykke og så blev jeg endegyldigt revet af frontgruppen, og sad uhjælpeligt plantet helt alene efter frontgruppen.

Jeg forsøgte at hanke op i mig selv igen, men uden held og det eneste der skete var at benene gjorde enormt ondt, uden at der egentlig kom mere fart på cyklen.

Hver gang en ryttere passerede mig forsøgte jeg at sidde med, men blot med det resultat at jeg blev sat efter ca. 5 min!

Efter 60 km var jeg helt alene i de store tyske bjerge og med 20 km til mål og endnu 40 km i vente efter det, kunne jeg ærligtalt ikke rigtig overskue det hele. Så ved den næste målpassage valgte jeg at trække stikket ud og tage en fridag, skuffet over et par ben som langt fra var på toppen.

I mål havde jeg ikke rigtig nogen god forklaring på hvad der skete, eneste positive ting må være, at der trods alt er 4 uger til jeg gerne vil være rigtig skarp og med det in mente gør det knap så meget, at jeg var helt væk i søndags.

1900MTB havde ellers en flot dag på sporet med en 10. plads til Bachmann og en 3 plads til Fru Bachmann!

     Navn

     Hvordan forkortes mountainbike? (Skriv med småt, filter mod bots)