05.11.2007 13:54
Epilog Croc 07

Nedenstående er den sidste opsamling på Crocodile Trophy 2007 fra Rasmus, Allan og undertegnedes synspunkt. Foretaget i 10000 meters højde, på vej mod Heathrow lufthavn.

Resultater
Vi fik det ud af løbet som vi kunne, med en 3. og en 5. plads samlet, og var i det væsentligste forskånet for off-dage. Vi var begge uheldige og styrte og led undervejs en del af de knubs vi fik undervejs. Jeg var tillige uheldige at ødelægge Ghosten i et styrt, men den erstatning som Dennis Van Mill stillede til min rådighed var fuldgod, og jeg kan ikke bebrejde mit udstyr mine resultater.
Vi skaber løbet et langt stykke hen ad vejen og kan uden at overdrive påtage os rollen som feltets mest angrebslystne ryttere. Det er rart at være 2 til at hjælpe hinanden ude på ruten og vores holdning til hvordan løbet skulle køres er ens.
Vi fik undervejs er masse credit fra feltets øvrige ryttere for vores indstilling til tingene, og har også fået skabt en del fremtidige kontakter.

Vores team fungerede optimalt og vi kunne som de eneste altid prale af at have vores hjælper på depoterne, samlet set overskygger den organisation som vi præsterede faktisk Dream Teams, hvis budget er betragteligt større end vores!

Konkurrenterne
Startlisten så inden løbet meget stærk ud. Der er omkring 15 ryttere som alle vil kæmpe med om de sjove pladser, og der blive kørt efter det fra dag 1.
Mauro Bettin er løbets fortjente og rigtige vinder. Han er samlet den stærkeste og har kunnet sidde med på stort set alt. Han er en god og fair sportsmand.
Joachim: Skuffer totalt med sin sløve og uengagerede fremtoning, både på cyklen, og i lejren. Han vinder to etaper på en temmelig billig baggrund.
Fojtek: Stille og rolig fyr, som ikke gør tingene sværere end de er, fortjent nr. 2.
Bennet: Super cool fyr, stor sportsmand, rutineret og med til at holde styr på tingene.
Rucker: Imponerende stærk, vinder 2 etapesejre og var ubetinget løbets stærkeste på de flade etaper.
Sibl: I den grad et kedeligt bekendtskab, usportslig til det ekstreme og en fyr, som det er svært at unde noget som helst. Vinder dog en flot etapesejr på 7.

Ruten
De første 4 etaper var gode tekniske ruter, som udfordrede alle ryttere på både fysik og teknik. Lidt mere regnskov og reducering af transportetaperne, ville gøre det samlede indtryk af ruten væsentligt bedre.
Dobbeltdagen i Chillagoe, 5. og 6. etape bør overvejes om det fortsat skal gennemføres på denne måde, da det blive 2 kedelige dage for klassementsrytterne og kommer til dels til at virke som 2 hviledage. Feltet kører samlet med ca. 20 ryttere, og det bliver jo også den stærke landevejsrytter, Benoit Joachim, der vinder begge.
De 3 etaper til Laura, Cooktown og Wujal Wujal afspejler hvad Crocodile egentlig handler om. 6 timer i sadlen på meget kuperede og korrugerede veje. For de hurtigste.
Den sidste paradeetape er god og i år gav den en god mulighed for at hylde Herremans indsats. Det kunne dog var fedt at køre den som en del af løbet, da den ville give mulighed for at åbne resultatet op igen.

Venner
I den danske lejr var vi mest sammen med australierne og naturligvis de belgiere vi delte bil med. Team Flight Centre hjælper os rigtig meget og var generelt nogle flinke og fornøjelige fyre. Stor hjælp fik vi også af drengene fra Gorden Street Cycles. Dennis Van Mill lånte en cykel til Michael, da dette blev nødvendigt og han hjalp tillige Allan med punkteringen på 7. etape.

For os var den store australske deltagelse meget positiv. Vi har samme sindelag og en rigtig god kommunikation. Der er skabt basis for samarbejde i fremtiden. En stigende australsk deltagelse i kommende år vil skabe mere fokus på løbet.

Organisation/arrangement
I forhold til 2006 er CT kommet rigtig langt med årets løb. Enkelte kiksere i starten var med til at slå forventninger lidt ned, og ”Det er er jo Gerhard” var ved at blive daglig tale. Efter der kom styr på depoterne var der faktisk ikke mange ting at sætte fingre på.
Man har ændret konceptet en lille smule. Løbet er lidt kortere og det er nu muligt for europæerne at deltage ved blot at bruge 2 uger hjemmefra. Deltagerantallet er sat op til det dobbelte, hvilket uden tvivl var årsag til et meget skarpere felt end tidligere. Formentlig det højeste sportslige niveau i løbets 13 årige historie. Køkkenhygiejne og maden var helt i top i år. Der ingen meldinger om dårlig mave i feltet, og der er blevet serveret til tiden alle dage.

Vejr og forhold
Varmen er en rigtig hård medspiller på flere etaper. Temperaturer op til 49 grader C er blevet målt. Noget der er svært at forberede sig på hjemmefra. Den uge vi brugte som akklimatisering i Cairns gav ”kun” 30 grader, og det krævede 1-2 løbsdage før kroppen var helt klar.

Næste år?
Før vi tog af sted var jeg for mit vedkommende overbevist om at denne deltagelse var den sidste. Allan er på den anden side helt klar på at tage af sted igen, og vi har da også gået og joket med det hold vi skal lave det næste år, om det så bliver en realitet skal der gå nogle måneder før kan afgøres.

Vi har samlet haft en enorm god tur både sportsligt og menneskeligt. Lejrstemningen, som ventede hver aften sammen med Claus og Agger, var noget, som altid kunne bidrage til moralen på cyklen. Desuden kan vigtigheden af hjælpernes arbejde ikke fremhæves nok, og det var jo fornemt at se hvordan de anstrengte sig til det yderste for at hjælpe os undervejs.

Croc 2007 er slut og som sidste år kan vi se tilbage på et eventyr helt uden sidestykke – tak til alle jer der fulgte med undervejs!

Cheers
Rasmus, Allan og Borup

  1. RWJ siger:

    Ja, det er lidt skod at der ikke er lydkort på min firmacomp.


  2. Borup siger:

    Der strømmer fortsat video-klip ind på www.cyclingnews.com


  3. Kristian Skjødt siger:

    Hey gutter Det har været fedt at følge med i op- og nedture herhjemme fra. Super flot kørt, fedt fedt kæmpet, dejligt at se. Det giver tonsvis af inspiration og gå-på-mod til os andre lalleglade amatører. En fornøjelse at følge med i, og tak fordi I er med til at reklamere lidt for kongeriget og give os andre lidt blod på tanden. Thumbs up (tror jeg nok de unge siger nu om dage) Skjødt, MCV


 Navn

 Hvordan forkortes mountainbike? (Skriv med småt, filter mod bots)