28.08.2007 10:09
Cube Bikes 24 hrs MTB - 2007

Endnu en omgang af Cube Bikes 24 hours MTB blev afviklet i weekenden, for mit vedkommende var det 3. gang jeg deltog.

Endnu engang havde jeg allieret mig med Bachmann, Iversen og Kirk og gjort klar til kamp i holdklassen. Cube Bikes 24 hours MTB er siden sin start i 2005 vokset støt og roligt i størrelse, og således var omkring 250 mand klar på startstregen, heraf 41 hold.
Ovenpå vores 2. plads i Hørsholm havde vi på holdet sat næsen op efter en topplacering til løbet, og naturligvis allerhelst en revanche over Team Rivette, som sidste år nuppede sejren for næsen af os.

På løbets første omgang så alt dog også lyst og lovende ud. Iversen passerede mål efterfulgt af Vesterlund og med en lille hul til Team Holbæk cykelcenter/Token på tredjepladsen.

På de næste runder begyndte krigslykken dog at vende, og først måtte vi overlade førstepladsen til Team Rivette, dernæst blev vi kørt midt over af 15-årrige Jonas Pedersen fra Team Holbækcykelcenter/Token, som kørte tider som vi var langt fra at kunne matche og dermed bragte sit hold op på 2. pladsen.

Som døgnet skred frem var der en konstant forskel i top-3 på mellem 10 og 15 minutter, og fra os på 3. pladsen var der et stykke ned til 4. pladsen. Da natten satte ind prøvede vi at ændre taktik, så vi kun kørte en omgang, for derved at kunne forcere tempoet. Planen virkede dog ikke rigtigt og hen ad morgenen måtte vi erkende, at vi stadig var ca. 20 min efter de 2 førende hold, som nu kun var adskilt af 5 min.

Moralen dalede en smule op ad søndag formiddag, og vi kom aldrig rigtig tættere på podiets 2 øverste trin, som forblev en tæt dyst mellem Team Holbæk Cykelcenter/Token og Team Rivette. Mod slutningen viste Team Rivette klassen og kunne rulle i mål som vindere af løbet for anden gang.

Jeg er lidt skuffet over min egen præstation til løbet, jeg følte aldrig at der var skud i benene, og jeg kørte generelt set for dårlige omgangstider. Arrangementsmæssigt var løbet endnu engang en flot, og det var rart at se, at det store arbejde som klubbens udvalg har lagt i løbet virkelig bar frugt, masser af deltagere, massere af sponsorer og masser af god stemning - fedt!

For mit vedkommende står ugen på noget tiltrængt afslapning frem mod sensommerens sidste mål, NM i MX på søndag i Varberg. Jeg har pådraget mig en god gedigen forkølelse i weekenden, så jeg håber virkeligt at den vil bedre sig i løbet af ugen. Ellers er der bare at glæde sig til NM, der køres i et terræn som er helt igennem fantastisk til MTB, ikke så mange højdemeter, men masser af singletrack!

     Navn

     Hvordan forkortes mountainbike? (Skriv med småt, filter mod bots)