08.08.2007 09:08
VM XCM

Om 2 timer går turen endnu engang mod syd , nærmere bestemt Verviers i Belgien, som de næste par dage skal udgøre min base forud for VM.
Jeg har endnu en gang følgeskab af en lille delegation fra 1900MTB. Dette i form af Michael Iversen, som sammen med jeg repræsenterer de danske farver, samt Lea, Iversens bedre halvdel, og Henrik Kirk, som er taget med til Belgien for at køre licensløbet i forbindelse med VM.

Optakten til VM er gået ret planmæssigt. Jeg føler at jeg har fået kørt de kilometer, der skal til de sidste par uger, og den mere intensive træning den sidste uges tid er også gået fint. Benene har reageret som de skulle, uden at være helt ristede efterfølgende.

Fredag i sidste uge deltog jeg godt nok i Ghost cuppen i Grenå uden det store held, men det bekymrer mig egentlig ikke, da jeg havde tilbagelagt små 20 timers træning i ugen inden jeg stillede til start, så jeg var indstillet på at der godt kunne være lussinger i luften.

Stiften har bragt en lille artikel om vores deltagelse og jeg regner også med at der kommer lidt i avisen efterfølgende. Ellers går turen nu små 8 timer mod syd, inden det er planen at vi skal se nærmere på ruten de næste dage.

Søndag går det så løs. Den foreløbige resultatliste tæller 137 navne, heraf en hel del af sportens allerstørste profiler, så der skal nok blive givet fuld gas på alle rutens 105 km. og 3500 HM. Derudover glæder jeg mig til at se selve opsættet på løbet, da cykling er en utrolig populær sport i Belgien.

Jeg regner med at opdatere denne side et par gange i løbet af ugen.

     Navn

     Hvordan forkortes mountainbike? (Skriv med småt, filter mod bots)