13.07.2007 15:34
WC MX nr. 3

Så er jeg og resten af 1900MTB delegationen nået til Bourg d’Oisans i de franske alper, hvor vi Søndag skal køre årets sidste World Cup afdeling i MX.

Jeg har efterhånden tilbragt en del uger af mit liv på denne egn, og betragter den som lidt af en hjemmebane. Jeg kom hertil for første gang for 6 år siden i forbindelse med et højskole ophold og har været minimum en gang om året siden. Dels i forbindelse med arbejde på Oure Idrætshøjskole og dels i forbindelse med løb.

Egnen omkring Bourg er i cykelsportssammenhæng mest kendt for L’Alpe d’Huez, der starter i Bourg og som dagligt besøges af et utal af motionscykelryttere, som skal prøve kræfter med de 21 sving.
MTB området hernede kan dog sagens matche landevejen. På begge sider af Alpe, er der de fedeste nedkørsler og singletrack passager på tværs af bjerget.

Ruten som venter på søndag starter i Les 2 Alpes og kører så på tværs mod Alpe d’Huez, vi skal undervejs passere omkring 3500 HM opad og ca. 4000 nedad. Løbets hårdhed svarer meget til hvad vi var igennem i søndags i Villabassa, så der er med andre ord lagt op til endnu en barsk dag på kontoret.

Jeg er fortsat lettere ramt af en sommerforkølelse, men indtil nu har det ikke rigtigt smittet af på benene, så jeg håber at jeg kan holde kæden stram på søndag. Jeg håber at jeg kan forbedre min placering i forhold til VM sidste år, hvor jeg ikke følte at jeg havde en optimal dag i bjergene – og så er løbet altså både langt og hårdt!

Indtil nu har ugen budt på en god del restitution ovenpå søndagens løb, kroppen har haft brug for en god pause til at komme sig. Det blev dog til små 4 timers træning onsdag og der er lagt op til det samme i dag torsdag. Resten af ugen skal ellers bare bruges på nogle korte ture og hvile.

     Navn

     Hvordan forkortes mountainbike? (Skriv med småt, filter mod bots)