04.06.2007 14:05
Rocky Mountain Bike Marathon

Årets foreløbigt længste MTB løb stod på menuen i går, da jeg og omkring 3000 andre cykelryttere stod klar på startstrengen til Rocky Moutain Bike Marathon til Bike Festival i Willingen i Tyskland.

Bike Festival er kort fortalt en stor MTB fest, hvor den lille midttyske by Willingen i 3 dage invaderes af mountainbikere. Omkring byens skøjtehal bliver der opstillet et gigantisk expo-område, med omkring 150 forhandlere og producenter af udstyr. Herudover afholdes der i festivalens 3 dage masser af cykelløb af alle slags fra børneløb til Downhill.

Jeg tog sammen med Allan Bachmann og Michael Iversen af sted fra Århus fredag middag, for at oplev lidt festivalstemning inden vi selv skulle køre løb søndag.

Willingen viste sig fra sin fineste side fredag og lørdag og vi fik trænet lidt, pillet ved en masse udstyr og set lidt Downhill, inden det blev søndag og vi selv skulle i gang.

Rocky Mountain Bike Marathon er den begivenhed, som afslutter Bike Festival og fremmødet til løbet er meget imponerende med næsten 3000 startende ryttere. Konceptet bag løbet er meget specielt, da det køres som en salgs stjerneløb hvor man skal ud på 3 runder og igennem målet 3 gange. Ved hver passage gennem mål, kan man selv vælge om man vil fortsætte eller slutte sit løb, da der samtidigt er 3 distancer der konkurreres i. I år var distancerne: kort: 56 km, mellem: 105 km. lang: 135 km. Jeg satsede på den lange distance.

kl. 07:30 søndag skulle feltet sendes af sted, jeg havde fået en ret beskeden seedning som nr. 877, men da jeg stod på strengen besluttede jeg mig for at give den alt, for at nå frem til fronten. Til lyden af "Highway to Hell" med ACDC gik starten, og godt hjulet af de 2 rundsave som jeg til lejligheden havde monteret på mine albuer, begyndte jeg kampen for at nå fronten.
5 km. senere og med et opbrugt vokabularium af tyske eder og forbandelser lykkedes missionen, og da vi ramte dagens første stigning lå jeg ca. nr. 50.

Jeg kogte lidt på stigning, men bed tænderne sammen og det lykkedes at hente endnu nogle placeringer. Midtvejs på stigningen fik jeg talt mig sammen til at jeg var ca. nr. 30, hvilket højnede moralen rigtig meget, og da benene forsatte med at føles bedre og bedre blev tempoet øget en smule og jeg fik kontakt med gruppen bag de forreste 9 ryttere.

Jeg blev i gruppen indtil kort før mål hvor jeg sammen med 2 andre trak fra på en lang stigning. Ved første målpassage kørte den ene af mine følgesvende i mål, og vi var nu kun 2 til at arbejde. Benene var dog stadig helt i topklasse så på den næste lange stigning kørte vi op til Stefan Danowski som lå lidt foran os, og vi fulgtes ad indtil 2. målpassage.

Jeg havde på dette tidspunkt ikke rigtig nogen idé om hvordan jeg var placeret, men jeg må indrømme at da speakeren i målområdet, i øvrigt foran et ganske pænt publikum, brølede "nr. 6 Danowski, nr. 7 Aus Dänemark Borup", rejste de små hår sig af glæde og overraskelse.

Efter mål fulgte endnu engang en lang stigning og pludseligt kunne jeg mærke at manden med hammeren var ved at kigge forbi, det lykkedes mig heldigvis at få spist en masse, men med 20 km. til mål kunne jeg ikke følge gruppen mere, da Danowski rykkede.

Jeg prøvede at finde mit eget tempo, hvilket lykkedes ret godt og kort før toppen på dagens sidste stigning fik jeg kontakt til den anden rytter i gruppen og jeg fik smidt ham af. Efter mere end 5 timer i sadlen var benene dog ved at være godt stegte og på trods af fight efter bedste evne kom han op igen med 2 km til mål.

Jeg prøvede at spille cool og tog ikke en føring indtil 700 meter før mål, hvor jeg brugte det ene skud der var tilbage i pistolen og rykkede med alt hvad jeg havde. Jeg kunne lige holde et hul på 30 meter og dermed akkurat nok til at sikre mig 7. pladsen på den lange distance.

I mål var jeg helt stegt, men kunne glæde mig over hvad jeg selv vil betegne som en meget succesfuld dag på kontoret!

Nu venter der nogle dages hvile inden jeg på søndag kører løb i Aalborg, løbet skal primært bruges som lidt afpudsning frem mod endnu et af sæsonens mål, Nissan Nordic24 om 14 dage i Hørsholm.

     Navn

     Hvordan forkortes mountainbike? (Skriv med småt, filter mod bots)