27.03.2007 21:54
VISA Flanders cup

Så er jeg tilbage på dansk grund igen, efter nogle begivenhedsrige dage i Belgien, som for mit vedkommende kom til at vise, at der er stykke imellem hverdagen i dansk og belgisk MTB...

Søndag stillede jeg til start i VISA Flanders cup, som er en af 3 store cuppe, der køres i Belgien. Min overraskelse var ret stor, da jeg ankom til juniorernes start.
Juniorklassen havde ikke mindre end 75 ryttere til start og disse blev sendt af sted sammen med masters I og II, så i alt blev omkring 170 mand sendt af sted i samme start, et noget uvant syn når man er vant til felter på 10-20 mand i Danmark til XC.

Kl. 15:00 var det min tur til at komme i ilden. Elitefeltet bestod af omkring 50 mand, men herudover skulle vi køre ræs med U23 rytterne og her var yderligere 65 mand til start.

Ruten viste sig at være flad som en pandekage, svær at overhale på, og ellers ret uteknisk og med en masse klassisk belgisk mudder, som kunne køres hvis man havde (mange) kræfter. Til elitens start var der faktisk et ret fornemt publikumsfremmøde, og jeg vil tro at omkring 1000 mennesker havde taget opstilling langs ruten for at se cykelløb.

Starten viste sig ikke helt uventet at være meget hurtig. Jeg var ikke seedet og blev derfor sendt af sted i den sidste tredjedel af feltet. Efter en del skubberi og mere eller mindre pæne flamske gloser kom jeg til at ligge ca. som nr. 50. Mine ben var ganske fornuftige og efterhånden som vi kom lidt længere ind i løbet, følte jeg også at jeg begyndte at få bedre flow i cyklen på de tunge mudrede passager. Midtvejs i løbet holdte jeg placeringsmæssig status quo, indtil de cykelcross vante belgier begyndte at tabe farten, da vi havde passeret en times kørsel. Jeg fik herefter rigtig godt skub i Ghosten og hentede 22 placeringer på de næste 3 runder.

Efter 1 t 40 min kørsel blev jeg overhalet af med en omgang af et menneskeligt missil, i form af den vindende Jimmy Thielens fra Team 2MEGA Saeco. Sådan som jeg husker det nu, nåede jeg knap at se ham over skulderen før han var væk igen - imponerende!

Ind mod mål begyndte jeg at føle mig lidt slidt, men mistede ingen placeringer og kunne derfor rulle i mål som nr. 28 af de ca. 115 startende ryttere. Et resultat som jeg faktisk er ganske godt tilfreds med, taget i betragtning at det var min XC-debut uden for Danmarks grænser.

Søndag gælder det så Korsør og første afdeling af Post Cuppen, det skal også nok blive spændende, om end jeg forventer et lidt mindre felt til start!

     Navn

     Hvordan forkortes mountainbike? (Skriv med småt, filter mod bots)