Dansk | English version

Crocodile Trophy 2007

Den 23. oktober 2007 tog jeg hul på endnu en deltagelse i Crocodile Trophy. Forude ventede 10 etaper og næsten 1400 km. i outbackens nådesløse varme…

Den 13. udgave af Crocodile Trophy startede i Mareeba i Queensland og begav sig herefter i en stor bue mod nord, mod slutningen krydsedes The Great Dividing Range og regnskoven omkring Cooktown. Derefter ventede den berømte CREB Track inden stranden i Cape Tribulation udgjorde målet for alle anstrengelserne.

Min deltagelse i 2006 var en kæmpe oplevelse, men afgjort også en indføring i hvordan man bærer sig ad, når man skal køre race 14 dage i træk og desuden skulle begå sig ”in the great outdoors”. Målsætningen i 2007 var at forbedre det samlede resultat fra 2006, uagtet at dette kunne blive ganske vanskeligt.

Årets udgave havde dansk deltagelse af min klubkammerat Jakob Agger og hans hjælper/far Claus, samt en levende legende i form af Allan Carlsen.

Med mig som hjælper i år havde jeg min gode ven Rasmus – sammen tog vi hul på endnu et eventyr, som undervejs kom til at byde på blod, sved og tårer, inden vi kunne rulle i mål på stranden i Cape Tribulation.

Dette er min beretning om Crocodile Trophy 2007!

1. etape: Mareeba - Irvinebank, 80 km.
Før dagens etape havde jeg gjort de øvrige danskere opmærksom på at organisationen bag CT til tider kan lade lidt at ønske. Derfor tog vi det også med et smil på læberne, da den bus der skulle køre feltet fra Cairns til Mareeba glemte halvdelen af rytterne og starten følgeligt måtte rykkes 2 timer.

Efter at have brugt et par timer med at vente på en parkeringsplads, kunne det historisk store felt på 91 mand begive sig af sted i de små 45 graders varmen.

Allerede efter få kilometer åbnende Carlsen ballet og rykkede af sted med Bettin og Rucker. Min krop kunne ikke rigtigt klare varmen og jeg kæmpede med kuldegysninger det meste af de første par timer. I feltet blev der vogtet tæt på hinanden, så vi var ca. 45 mand, der ramte dagens bjerg efter 40 kilometers landevej. Efterhånden som stigningen tog til, blev vejen dårligere og mere singletrack orienteret. Min krop kunne fortsat ikke klare varmen, men efter et godt dybt dyk i den store brønd af smerte nåede jeg toppen af bjerget som nr. 8.

Herefter ventede 25 relativt flade kilometer på singletrack og landevej. Jeg hentede 2 ryttere på nedkørslen og fik før de sidste 5 km. kontakt til Rucker på landevejen ind mod mål. Ikke uventet var Stefan den hurtigst på stregen og jeg kunne rulle i mål små 30 sek. senere som nr. 6. Oppe foran kæmpede Carlsen en episk kamp med Bettin. Bettin trak desværre det længste strå til sidst.

Således kom CT ´07 i gang og vi kunne gøre klar til den første lange nat i outbacken.

Etape 2: Irvinebank – Koombooloomba Dam, 107 km.
Jeg viste at morgendagens 3. etape ville blive meget hård, så min plan var at rulle igennem så let som muligt. Dette viste sig dog vanskeligt gennemførligt, da Rucker angreb allerede efter 2 km. Bettin kørte kontra og trak Fojtek med sig op. Jeg pakkede mine planer om hvile sammen og forsøgt at hoppe på tværs med Carlsen og Bennet på hjul. Det lykkedes ikke og vi fik følgeskab af Joachim og Zeller på mellemhånd. Etapen blev fortrinsvist kørt på landevej, men stigningerne undervejs kunne afgjort mærkes. Mine ben var lysår bedre end dagen før, og da Carlsen var lidt i krise lavede jeg størstedelen af arbejdet i gruppen de første par timer. Joachim blev sat midtvejs på etapen, og ind mod mål var vi således Carlsen, Bennet, Zeller og jeg. Jeg plejer ikke at tabe spurter i smågrupper, men på stregen var Bennet desværre hurtigere end mig, så jeg blev 5er og Carlsen 6 små 30 sek. senere.

I mål kastede vi os i Koombooloomba Dam og hørte Rasmus´ berømte ord ´jeg har boet 6 mdr. i Afrika og vi har aldrig været i nærheden af noget så varmt som de her!´

I det samlede klassement rykkede jeg op som nr. 5 med Bettin, Fojtek, Sibl og Bennet foran mig.

Etape 3: Koombooloomba Dam – Gunnaware Station, 122 km.
Forude ventede en af løbets hårdeste etape på The Power Line Track. Stedet hvor jeg et år tidligere kørte forkert og smadrede mine drømme om det samlede klassement. Natten op til etapen blev brugt på at tænke en del på hvad der var sket året før – og det fantastiske i at være tilbage og have mulighed for at revancherer sig igen.

Carlsen åbnede dagen i vanlig stil med gashåndtaget helt i bund. Feltet blev sprængt i stumper og stykker og allerede efter 15 km. var vi kun 3 mand tilbage forrest - Carlsen, Bettin og mig. De næste 10 kilometer øgede vi forspringet til forfølgerne, indtil min skæbne endnu engang indhentede mig og jeg punkterede på forhjulet. Jeg stoppede og smed snask i forhjulet. Det lukkede punkteringen og mine bønner til Stan og hans magi måtte kunne høres helt til USA!

Jeg valgte at satse hele butikken og prøvede at komme tilbage til Carlsen og Bettin – så GHOSTen fik prygl på det næste stykke singletrack. Jeg hentede alle, undtagen Carlsen og Bettin, da skæbnen endnu engang slog til og jeg lavede et snakebite. Denne gang skulle der en slange i, så folk fløj forbi mig igen mens jeg udbedrede defekten.

Tilbage på cyklen kæmpede jeg mig tilbage igen og jeg kom ud af singletracken som nr. 4, hvorefter der fulgte 65 km. landevej ind mod målet i Gunnaware.

Rucker kom op bagfra sammen med Bennet, og så begyndte vi 3 at jagte de forreste. Vi holdte et godt tempo og samlede først Fojtek op og siden Carlsen, som havde lidt samme skæbne som mig og punkteret med 25 km til mål.

Bettin vandt etapen i ensom majestæt, mens Rucker vandt spurten om andenpladsen, med Bennet på 3 pladsen og mig som nr. 4.

Klassementet forblev uændret, men jeg havde for alvor fået troen på, at det var muligt at køre på podiet.

Etape 4: Gunnaware Station – Chillagoe, 140 km.
Benene var begyndte at føles lidt slidte ovenpå 3 hårde dage, så Carlsen og jeg talte før starten om at tage det stille og roligt. Planer er som bekendt til for at blive ændret, så allerede efter 300 meter røg Carlsen og jeg af sted i dagens første hug. Tingene faldt dog efterfølgende til ro så feltet fulgtes pænt ad de første 30 km.

Jeg havde kørt etapen sidste år og vidste at de midterste 35 km. var meget hårde, med dybt sand og singletrack. Jeg ledte feltet ind på det tekniske stykke af ruten, med Carlsen på hjul. Jeg satte et relativt hårdt tempo, som splittede feltet, så vi kun var 10 mand tilbage efter ca. 40 km. Dernæst tog Carlsen over og så fik tempoet endnu et hak opad. Benoit Joachim havde til opgave at beskytte sin kaptajn og kom til at ligge side om side med Carlsen og jeg. Dette resulterede i at det hele blev til rent udskilningsløb mellem dem og os. Det kan godt være at Joachim er Pro Tour rytter, men ikke desto mindre blev han og Bettin de små i duellen. Carlsen og jeg justerede dem ned, så facit efter 35 km i singletracken var at vi kom ud først med Bettin i elastikken og Rucker, Zeller, Fojtek og Joachim ca. 45 sek. efter.

Desværre for os kom de op på de næste 10 km flad landevej og således var vi 7 samlet mod målet i Chillagoe.

Dagen havde været ualmindelig lang, og temperaturerne omkring 50 grader C havde afgjort ikke gjort kroppen friskere. Om det var dette, eller bare et øjebliks uopmærksomhed, som kostede dyrt mod slutningen ved jeg ikke, men faktum er, at jeg styrtede meget voldsomt med 8 km til mål. Kort forinden, var Fojtek punkteret og Rucker og Bettin stukket af.

Carlsen ventede på mig mens jeg omtumlet kom på benene igen, jeg troede først at mit kraveben var røget, da jeg ikke kunne bevæge venstre arm. Carlsen piskede mig dog til at komme på cyklen igen, og vi præsterede faktisk at holde Rucker og Bettin indenfor 1 min i mål.

I mål var jeg meget medtaget, men efter at Rasmus og lægen havde taget sig af mig kom jeg efterhånden på benene igen. Dette var naturligvis glædeligt og endnu mere glædeligt var det, at Bennet smed næsten 9 min til mig i klassementet, så jeg indtog 3. pladsen og hentede næsten 5 min på Fojtek på 2. pladsen.

Midt i glæden over klassementet gik det imidlertid op for os, at det værst tænkelige var sket – GHOSTen var knækket!

Under styrtet havde en stem ramt overrøret, som var revnet næsten midt over – panikken begyndte at brede sig, indtil Dennis Van Mill fra Gordon Street Cycles stillede sin cykel til rådighed og så var jeg pludselig tilbage i løbet. Rasmus lavede soigneurarbejde til den store guldmedalje og sørgede for at cyklen spillede til næste morgen.

5 Etape: Chillagoe – Chillagoe, 90 km.
Natten var lang, varm og gjorde meget ondt! Min krop føltes ca. 30 år ældre, da jeg satte mig på cyklen for at varme op til etapen. Arrangørerne gav en lille gave ved at korte 50 km af etapen. Jeg tog det stille og roligt og koncentrere mig om at undgå defekter. Som etapen skred frem begyndte kroppen dog at fungere meget bedre og smerterne aftog sig en del.

Planen gik helt efter planen, da nogle ubetydende ryttere stak af og kunne køre om etapen. Joachim vandt.

I mål blev det tid til at pleje sårene og spise en burger på tanken i Chillagoe. Absolut et højdepunkt efter nogle meget lange dage uden for civilizationen.

6. Etape: Chillagoe – Mt. Mulgrave, 120 km.
Endnu en varm og relativ uinteressant etape. Vejene var flade uden sving og maks. varme. Planen var, som dagen før, at undgå defekter og ikke bruge unødige kræfter. Endnu engang lykkedes planen til UG. Joachim fik lov og køre med 15 km til mål og vandt endnu en let sejr.

Rucker smed næsten 8 min i klassementet, så jeg hentede lidt luft til 4. pladsen, mens jeg holdt fast i 3 pladsen. I mål i Mt. Mulgrave nåede temperaturen næsten op på 50 grader med uofficielle temperaturer på omkring 55 grader.

Rasmus og jeg brugte det meste af eftermiddagen siddende i Mitchell river bare for at holde kropstemperaturen i omegnen af 37 grader…

7. Etape: Mt. Mulgrave – Laura, 148 km
En ægte klassiker af en etape! Etapen er frygtet pga. af de sidste 60 km, som køres på ekstremt dårlige veje. Jeg havde uden sammenligning årets bedste ben på denne dag. Uden jeg rigtigt tænkte over det, var vi pludseligt kun 9 mand tilbage i frontgruppen. Carlsen punkterede og et par stykker faldt fra og så var vi kun 6 tilbage. Herfra begyndte løbet at blive rigtigt varmt, de høje temperaturer og der dårlige veje begyndte at slide på folk.

De 2 tjekker angreb på skift og Radoslav Sibl angreb konsekvent når Bettin havde defekt eller skulle gøre stop på naturens vegne. Bettins temperament kogte over et par gange, så stemningen oppe foran var lidt anspændt. Efter et angreb får Sibl hul til os andre og da vi ikke kan blive enige om at køre ham ind, får han lov og køre væk. Bettin er presset og på de næste 50 km trækker jeg stort set gruppen selv, da Sibls angreb er en direkte trussel mod min 3. plads. Ind mod mål er benene godt slidte, men Bettin kvitterer for arbejdet ved at gøre det klart, at vi ikke spurter om det i dag og jeg skal blive nr. 2!

Bennet smider 6 min, mens Rucker går helt ned og smider 50 min. I mål er folk helt smadrede og enkelte bryder sammen i gråd. Marc Herremans (håndcyklisten) bruger næsten 6 timer mere end mig, jeg holder fast i 3. pladsen i klassementet…

8. Etape: Laura – Cooktown, 142 km.
Optakten til etapen er kaotisk, da mit bagdæk viser sig at være smeltet under opvarmningen. Rasmus træder hurtigt til og udbedrer defekten.

Etapen til Cooktown er den hårdeste i løbet. Vejene er ekstremt dårlige med masser af corrugations på de første 75 km.

Bettin, Carlsen, Joachim og Rucker angriber fra starten. Jeg hænger i elastikken, men må efter 12 km give fortabt og lade mig falde tilbage til Bennet, Fojtek, Sibl og Roberto Haegedons. Rystelserne er altødelæggende for kroppen og jeg mister 2 af mine dunke kort inden på etapen. Den manglende væske begynder at kunne mærkes og efter 70 km må jeg slippe gruppen.

10 km senere slutter de dårlige veje og der venter nu kun 60 km på landevej i stiv modvind. Jeg venter på Haegedon, som er blevet sat tidligere end jeg, og vi arbejder sammen ind mod målet i Cooktown.

Grassy Hill udgør målet for dagens etape og efter at have klatret op af den afsluttende stigning på 21%, må jeg erkende at Bennet og Sibl er røget forbi mig i klassementet og jeg nu er nede som nr. 5 med Rucker lige i nakken.

Moralen er lidt i bund om aftenen, men turens første mobildækning giver mulighed for et opkald hjem og så ryger moralen lidt op igen.

9. Etape: Cooktown – Ayton, 128 km.
Stemningen er spændt i lejren før starten på etapen. 10. etape er neutraliseret i klassementet, så det er sidste mulighed for angreb på klassementet på etapen. Carlsen ligger til at vinde Masters og jeg er opsat på at kæmpe for min plads på podiet.

Dagens rute byder på næsten 2000m højdemeter, og noget lækkert singletrack, da sæsonen er slut små 5 timer senere bliver planen at brænde den så meget af som overhovedet muligt.

Efter 50 stille km åbner jeg løbet med et angreb, som splitter feltet. Sibl og Bennet kommer ikke med og Bennet beordre Flight center teamet frem og lukker hullet til mig. Carlsen kører kontra så snart feltet er samlet og så er vi kun Rucker, Bennet, Fojtek, Bettin, Carlsen og jeg tilbage.

Rucker angriber overraskende på den første stigning på CREB Track. Bennet og jeg bliver sat fra gruppen, mens de andre forsætter jagten på Rucker. Senere bliver jeg sat af Bennet. De næste 40 km er maks. hårde, men jeg holder mig oppe ved tanken om at sæsonen er slut om 40 km.

Med 20 km. landevej til mål råber Rasmus at Ruckers forspring er på 10 min ud af de 15 jeg har at give af. På de sidste km giver jeg absolut alt, og jeg henter Bennet igen, som har været kørt forkert. Jeg giver Bennet hånden 500 meter før mål om må ønske ham tillykke med 3. pladsen. I mål er jeg knust, men jeg har holdt Rucker bag mig med 1 min og 50 sek. i klassementet, og slutter dermed løbet som nr. 4.

Aftenen bærer præg af at folk er trætte og glade for at morgendagen kun er en 65 km rulletur. En del vælger at drikke øl, vi fortrækker til vores egen lejer og fejrer dagen med kaffe og et par australske øl.

10. Etape Ayton – Cape Tribulation, 65 km.
Jeg fejrede paradeetapen med at droppe den vanlige morgenmad bestående af havregryn, nutella, bananer og cola. Jeg snuppede i stedet den klassiske Aussie-morgenmad med bacon, æg og kaffe. Vi havde aftenen forinden aftalt af Herremans skal vinde, så vi ruller bare af sted.

Hen mod slutningen begynder nogle af de ukendte ryttere dog at køre ræs alligevel, hvilket tragisk ender med at en kører frontalt ind i en modkørende bil og følgeligt pådrager sig et kompliceret hoftebrud. Jeg er blandt de første der kommer til ulykken så jeg stopper og hjælper til – og misser desværre Heremans sejr.

Jeg ankommer lidt forsinket til mål, men kan stadig kaste mig i bølgerne med Rasmus og Agger. Om aftenen fejrer vi afslutningen på et langt løb og en endnu længere sæson!

Epilog
Samlet set er jeg tilfreds med min præstation – jeg opfyldte min målsætning og er man ikke tilfreds med det, så har man sat den forkert!
Når det så er sagt, så ville jeg gerne have været på podiet, men jeg kørte med alt hvad jeg havde hele løbet og benene var bare ikke til mere.

Jeg var tæt på at tage etapesejre to gange, og det ærgrer mig at det glippede på 7. etape, hvor jeg følte jeg var løbets stærkeste rytter. Sådan er cykelløb imidlertid engang i mellem og det må man acceptere.

Afsluttende skal lyde en kæmpe tak til sponsorerne og ikke mindst Rasmus, Allan, Jakob og Claus for at have gjort turen absolut fantastisk og mindeværdig på alle måde. Crocodile Trophy er et eventyr og det var det også i 2007!

Cyclingnews var med hele vejen igen i 2007: løbsrapporter og video kan ses her.