Dansk | English version

Crocodile Trophy 2006

Prolog

I 2006 deltog jeg for første gang i Crocodile Trophy, verdens hårdeste og længste MTB etapeløb. Jeg havde forud for løbet håbet på en placering i top-10. Undervejs fra Townsville til Cow Bay viste benene sig dog at være til mere end en top-10 placering, da det blev til 2 etapesejre, en samlet 3. plads i pointkonkurrencen, samt en samlet 7. plads efter anstrengelserne var overstået. Crocodile Trophy var mit første møde med Australien, og blev på alle måder det eventyr som jeg havde turde håbe på inden jeg tog af sted fra Danmark. Herunder følger min beskrivelse af hvad jeg oplevede undervejs, en fortælling om op- og nedture og ikke mindst mødet med 1400 kilometer støvet australsk grusvej.

Før jeg begiver mig ind på en beskrivelse af de enkelte etaper følger her en beskrivelse af den typisk hverdag i Croc Trophy ’06.

Etaperne startede enten kl. 8 eller 9 hver dag, herefter fulgte for mit vedkommende mellem 4 og 6 timers arbejde på Ghosten, for andre var dagene betydeligt længere.

Crocodile Trophy er opbygget således at hele løbet er en mobil telt-by, som flytter sig ca. 150 km hver dag. Årets udgave af Crocodile havde en karavane bestående af 33 4-hjulstrækkere samt 2 lastbiler. Disse biler var dels tilhørende de enkelte ryttere eller teams, eller blev brugt af organisationen bag løbet til forskellige formål. Denne ene lastbil transporterede en del af udstyret samt målområdet, mens den anden var et mobilt køkken. Hver dag blev alting pakket ud og stillet op, for at blive pakket ned igen den næste dag kl. 08:00.

Efter at have kørt de enkelte etaper blev jeg i mål mødt af Linda med en protein-shake i hånden. Hun havde som oftest gjort vores del af lejren klar. Vi dannede ret hurtigt en lille lejr i lejren således at vi altid var omgivet af de samme mennesker. Vores hjørne bestod, ud over Linda og jeg, af de hollandske tandemdrenge, Fred og Francesco, deres hjælpere, Mark og Alexandra fra Schweiz, samt belgiske Christoph Heinx og Joel fra Frankrig. Herudover fik som oftest selskab af løbets læge Sarah og hendes kæreste James. Sidstnævnte i øvrigt en fyr, som gang på gang efterlod undertegnede i fosterstilling skrigende af grin. Af praktiske årsager var vores sprog engelsk, så alle kunne forstå alle.

Efter at have slået sig ned i lejren stod den oftest på carbo-loading og badning i den lokale flod/vandhul/sø, inden aftensmaden blev serveret mellem 17 og 18. Herefter var der præmie- overrækkelse som jeg heldigvis ret ofte skulle deltage i.
Efter aftensmaden tog tandemdrengenes massør, Mark, sig oftest af mine ømme ben, inden jeg gik i seng omkring kl. 20:00. Nattesøvnen var af mere eller mindre god karakter, da det australske dyreliv som bekendt ikke helt er som det danske. Med tiden lærte jeg dog at slappe af, og lyden af flyvende hunde som letter i træet over ens telt blev til sidst helt beroligende.

Kl. 05:30 vækkede de lokale fugle mig som regel og det var tid til ”at gå en tur med skovlen”, inden morgenmaden stod klar fra 06:30, herefter skulle lejren pilles ned, taskerne pakkes, dunke og Camelbags fyldes, inden klokken igen blev 08:00, og de 35 biler igen begav sig af sted på mere eller mindre fremkommelige veje. Vi andre kunne så igen sætte os på cyklerne og finde lidt mere motivation til at tilbagelægge nye 150 km.

Etape 1: Townsville – Townsville, 15 km.
Crocodile Trophy 2006 blev indledt på standen i Townsville. Mine nerver var lidt på højkant før starten på etapen. Kort efter starten kom en gruppe bestående af Zörweg, Stevens, Linigier, Rucker og jeg selv afsted. Jeg klumrede lidt i det hen imod slutningen af den første runde og Rucker og jeg blev sat fra de forreste. Vi forsøgte at køre os tilbage til de forreste, men kræfterne slog ikke rigtigt til. Mod slutningen af den 2. runde fik jeg sat Rucker, han kom dog stærkt igen da vi nærmede os mål, og jeg kunne desværre ikke holde hjul til det sidste og rullede i mål som nr. 5 små 45 sekunder efter Rucker. Oppe foran afgjorde Stevens tingene til egen fordel, foran Zörweg og Lingier. Aftenen blev brugt på at pakke og gøre sig klar til en lang tur i Outbacken.

Etape 2: Herveys Range – Hidden Valley, 103 km.
Anden etape var løbets første rigtige etape, efter 35 km landevej med omkring 40 i snit ramte vi det første stykke grusvej. Jeg følte mig ganske godt kørende, men mistede lidt tålmodigheden midtvejs på de 103 km, så jeg stak med alt hvad jeg havde og fik følgeskab af Stefan Rucker fra Elk Haus. Ruckers tempo var dog for hårdt, så 20 km senere kunne jeg ikke holde hans hjul. Dette viste sig dog som held i uheld, da Rucker senere kørte forkert, og løbets 2 forhåndsfavoritter Christoph Stevens og Heinz Zörweg samtidigt var stukket af fra feltet. Efter et par dybe indåndinger satte jeg mig på hjul af de herrer, indtil vi ramte dagens første stigninger. Jeg dummede mig dog gevaldigt ved ikke at spise nok på sidste del af etapen og gik lidt kold mod slutningen. En energibar reddede dog dagen og til folks store overraskelse indtog jeg dagens 4. plads og rykkede samtidigt op på 3 pladsen i klassementet.

Dagen forinden havde igen journalister gidet at interviewe mig, det gjorde de efter denne etape og pludseligt skulle jeg forklare om mig selv, min baggrund og hvilket prof hold jeg kørte på?!?
Om aftenen mødte jeg for første gang den virkelige outback og det blev til nogle timers urolig søvn inden pligten igen kaldte næste morgen.

Etape 3: Hidden Valley - Lake Lucy, 156 km.
Dagens menu bestod af 156 km. Før starten overraskede jeg åbenbart igen journalisterne, da jeg på spørgsmålet om jeg ville angribe i dag, svarede at jeg ikke rigtigt viste det, da jeg aldrig før havde kørt så langt på en MTB.
Ude på ruten var benene helt forrygende. Linda og jeg havde, klog af skade fra dagen før, sørget for at jeg fik noget mere at spise undervejs. Etapen fløj næsten af sted og jeg følte mig enormt velkørende. Rucker stak midtvejs og jeg lod ham køre for at spare på kræfterne. Ind mod mål faldt flere og flere fra, og på de sidste 40 km var vi kun 4 mand tilbage i frontgruppen, Stevens, Zörweg samt Valetin Zeller fra Dream Team, som ikke ville arbejde.
Ind mod mål blev tempoet holdt højt. Zeller bedyrede at han ikke ville køre spurten. Jeg stolede dog ikke på ham og forsøgte at stikke et par gange, dog uden held. Ind mod mål tænkte jeg på Rolf Sørensens regel om ”at den der åbner - vinder”. Så jeg åbnede med 600 meter til mål og kom først igennem de sidste 2 sving. Bag mig havde de andre problemer med at styre cyklen i det løse sand, og så kunne jeg rulle i mål til en andenplads. Zeller blev i øvrigt nr. 3 i spurten, så fra den dag morede jeg mig med, at minde ham om, at han jo ikke spurtede når han ikke arbejdede, han kunne ikke rigtig se morskaben.

I mål blev jeg mødt af endnu mere måben fra omgivelserne og endnu flere interviews. Jeg udbyggede min 3 plads med mere end 20 minutter og rykkede ind, så jeg var under 5 minutter fra andenpladsen.

Etape 4: Lake Lucy – Blecoe Falls, 109 km
Etape 4 var på godt 100 km og jeg ville bruge den som ren restitution, inden jeg havde lagt i ovnen til angreb på 5 etape.
Allerede efter 2 km kom dagens første angreb fra Heinz Zörweg, som åbenbart havde andre planer. Sammen med Stevens fik jeg dog lukket hullet, og der var kun 15 mand tilbage i feltet da jeg havde fået slugt morgenmaden igen. Rucker var stadig helt vild, så han stak igen efter 20 km og kørte solo resten af vejen. Etapen var ellers ret begivenhedsløs indtil 10 km før mål, hvor nogle stigninger og et samlet Dream Team anført af Darren O’Grady blæste til angreb (ja, det er Stuarts bror).
Jeg var stadig lidt muggen efter at Zeller havde forsøgt at snyde dagen før, så jeg kørte et par af deres angreb ind. Ind mod mål forsøgte Stevens at splitte gruppen, men Zörweg kørte ham ind igen. Jeg tænkte igen på Rolfs råd igen, så med 1000 meter igen åbnende jeg spurten på en lille stigning. Ingen kunne holde hjul og i mål havde jeg 16 sekunder. Denne gang var forbløffelsen mindre i målområdet, men irritationen fra Dream Team betragteligt større. Det første spørgsmål fra journalisterne var faktisk om jeg ville angribe dagen efter. Jeg var lidt overstadig efter endnu en podieplacering på en etape, så jeg svarede ”selvfølgeligt – og at jeg i øvrigt synes at det var på tide at vi kom til at køre noget rigtigt MTB”.

Etape 5: Blecoe Falls – Koombooloomba, 75 km
5. etape var dagen hvor jeg skulle angribe i klassementet. Jeg angreb efter 20 km og får Zörweg og Stevens med på hjul. På den næste stigning kan Stevens ikke holde hjul og Zörweg og jeg trækker fra Stevens. Zörweg og jeg finder efterfølgende ind i et godt samarbejde og over de næste 30 km øger vi forspringet til Stevens til over 4 minutter, og til mere end 10 minutter til de nærmeste forfølgere herefter. Med 30 km til mål indtræffer katastrofen, da vi på vej ned af en hurtig nedkørsel følger efter løbets officielle kamerabil, som har overset en pil og derved ledes os på vildspor ind i regnskoven. Efter 10 km kørsel går det op for os at den er helt gal, og vi vender om og finder en fastkørt kamerabil bag os. Zörweg og jeg forsøger at finde tilbage til den oprindelige rute, men er begge meget ramte af dehydrering, da vi er kørt forkert kort før dagens sidste depot. Da vi endelig finder tilbage til ruten kan vi se at opmærkningen er ændret på det sted hvor vi er kørt forkert, trætte og frustrerede når vi målet 1t og 14 min efter Stevens, som vinder etapen.

Om aftenen følger der hektisk forhandling, da det viser sig at løbsledelsen også er kørt forkert bag os på det sted hvor kamerabilen har ledt os på vildspor. Den første melding som bliver givet under aftensmaden er, at vi får samme tid som Stevens. Dette protestere Stevens dog over, og Stevens, Zörweg og jeg ender til tribal-meeting i lejren. Stevens meddeler fra starten, at han trækker sig fra løbet hvis vi får noget tid, Zörweg meddeler at han trækker sig hvis vi ikke gør. Jeg siger at jeg ikke vil trække mig og at vi må søge at finde et kompromis, som alle parter kan være tjent med. Forhandlingerne trækker ud, da løbsledelsen ikke er enig internt. Under forhandlingerne går Zörweg i protest, og det ender med at vi ikke får noget tid godskrevet ,og Zörweg derfor trækker sig fra løbet i protest mod behandlingen af ham (og mig).

Stemningen i løbet af aftenen er ret ophedet og alle har stort set en holdning til hvad der skal ske. Jeg bliver "smidt" i seng af Linda for ikke at komme til at dumme mig og træffe (tåbelige) beslutninger som Zörweg. Det bliver dog ikke til meget søvn, da hele situationen er lidt svær at begribe. Det ene øjeblik var jeg på løbets 2. plads og havde pointtrøjen; det næste er jeg nr. 12 i klassementet 1t 20 min efter en rytter som aldrig har kørt fra mig! Herudover kommer det slid på kroppen som en seriøs gang dehydrering har medført i regnskoven.

Etape 6, Koombooloomba – Irvinbank 98 km.
Før starten på etapen føler jeg mig noget smadret pga. for lidt søvn samt den foregående dags dehydrering. På vej mod start bliver jeg enig med mig selv om at det vist er bedst at køre med hovedet og ikke benene!

På første stigning ombestemmer jeg mig dog, og tænker fandme nej! Så jeg fyrer den af med alt hvad jeg har og det er kun Stefan Rucker, der kan holde hjul. Vi tilbagelægger sammen løbets første 40 km på lidt under en time, alt i mens min krop skriger af smerte. Benene vil dog ikke give op, så vi opbyger et forspring på mere end 10 min til en lille gruppe med Stevens i front. Ind mod mål er jeg helt færdig, men Rucker viser sig som en ægte sportsmand og siger "today you win".

I mål kollapser jeg næsten, men kan glæde mig over min karrierers største sejr, om end den er hentet på en besynderlig baggrund.

Kameraholdet, som ledte os den forkerte vej, skal lave et interview med mig efter slutningen på etapen, undervejs bliver det hele dog alt for surrealistisk, og vi skriger alle af grin!

Etape 7: Irvinbank - Chillagoe, 156 km.
Stevens blæste til angreb straks fra start, og da vi samtidigt skulle over dette års højeste punkt i løbet, blev feltet sprængt i atomer. Jeg kunne som den eneste rytter holde hjul på Stevens hele vejen mod toppen. Min krop var rimeligt smadret efter det lange udbrud dagen før, så på toppen blev vi enige om at vente på de andre, da der stadig var meget langt til mål.

Yderligere 5 ryttere kom op og tempoet var moderat de næste 35 km. Herefter skulle vi ind på et 50 km langt stykke vej, som før i tiden var blevet brugt til minedrift i området. Vejen var meget dårlig og kan bedste beskrives som sandet singletrack.
Stevens var meget velkørende og en efter en blev folk sat af, jeg og Stefan Rucker var de sidste tilbage. 10 km før vejens afslutning punkterede jeg desværre på baghjulet. Jeg forsøgte at køre mig tilbage til frontgruppen på de næste 60 km landevej, men det var umuligt. I stedet besluttede jeg at tage det stille og roligt og så satse på næste dags enkeltstart, da ambitionerne i klassementet nu endegyldigt var skudt i sænk. Jeg sluttede på7. pladsen på etapen, på en dag hvor tandemdrengene brugte mere en 4 timer længere i sadlen end Rucker, som vandt etapen, og kun lige nåede aftensmaden.

Etape 8: Chillagoe - Chillagoe, 30 km TT
Det er efterhånden lang tid siden jeg har prøvet at køre en 30 km enkelstart, jeg tror faktisk at den sidste var i Nyborg i 2001. Jeg har altid haft et had/kærlighedsforhold til denne disciplin, da det på den ene side er vildt fascinerende at fyre den maks. af i en time og samtidigt er så hårdt som noget kan være.
Jeg kørte etapen 100% på følelse og kunne smage blod det meste af vejen. Jeg havde selv spået O’Grady som favorit, men hentede ham allerede efter 7 km og så havde jeg troen på at jeg kørte hurtigt. Ved vendepunktet kunne jeg se at Rucker, som er Østrigsk mester i enkelstart, havde en skidt dag og så fik Ghosten lov at smage 11’ hele vejen hjem i medvinden.

I mål havde jeg svært ved at sidde ned pga. smerter, og blev mødt af Linda, som sagde at jeg havde kørt 1 min 10 sek. hurtigere end næsthurtigste tid - perfekt. Herefter fulgte lidt ventetid på at de sidste ryttere kom i mål, men ingen kunne true mig og så var etape sejr nr. 2 en realitet. Mark lavede nogle mirakel øvelser med min krop, og så kunne jeg pludseligt sidde og gå igen. Resten af dagen blev brugt på at sove i teltet, spise en burger fra turens første tankstation og ellers fordøje den første uges indtryk.

Etape 9: Chillagoe - Mt Mulgrave Station, 120 km.
En dag hvor jeg var meget mærket efter gårsdagens enkelstart. Alle tog det roligt og efter 30 km stak tandemdrengene af sted sammen med 4 andre rytter. Først syntes vi alle at det var vildt morsomt, men da ingen ville jagte dem øgede de stille og roligt. Tandemen er ikke god, når det går op ad eller er teknisk, men når der er fladt er den hurtig - meget hurtig! Fred og Francesco kørte alle deres medudbrydere af fra hjul, på en etape, som var flad som en pandekage, og så var årets mest bemærkelsesværdige sejr i hus. I mål havde de holdt et snit på næsten 33 km, hvilket er ret godt på en etape i Crocodile Trophy. Da jeg kom i mål, smed Fred og Francesco mig i den lokale flod for at fejre deres triumf - klasse!

Etape 10: Mt Mulgrave Station - Laura, 148 km
En virkelig dræber etape. Ekstreme corrugations, temperaturer på omkring 45 grader og Rucker, som var helt ustyrlig var dagens ingredienser.
Stefan angreb efter 30 km og var i en klasse for sig selv. Jeg var begyndt at føle mig slidt, men ville prøve en sidste desperat offensiv for at køre mig tilbage i klassementet. Efter 40 km angreb jeg og fik følgeskab af Stevens og O’Grady. Sammen fortsatte vi jagten på Rucker, som dog blev ved med at øge. Stevens og jeg fortsatte med at jagte og O’Grady kunne ikke holde hjul. Vi arbejdede fint sammen de næste 100 km. Med 40 km tilbage begyndte jeg at mærke sliddet efter 10 dage, og Stevens trak fra på et hårdt stykke corrugations. Jeg fandt dog ind i min egen rytme og mistede kun 1 min 30 sek. til Stevens i mål. Resultatet af dagens angreb var dog beskedent, da jeg kun hentede 5 min i klassementet. Om aftenen var jeg helt færdig og havde problemer med at spise. Jeg fik desuden store kramper under min massage, og jeg begyndte at frygte noget for den næste hårde etape.

Etape 11: Laura - Cooktown, 142 km.
Alle var tydeligt mærkede efter den foregående dag. Valentin Zeller var det første offer, han blev sat efter 20 km og udgik 10 km senere.
Min mave var stået endegyldigt af i løbet af natten og jeg kæmpede med alt hvad jeg havde for at holde hjul i førergruppen. Efter 65 km var det slut og jeg blev sat.
Heldigvis begyndte maven at fungere bedre og bedre som dagen gik, og jeg endte med kun at smide 20 min i mål. Jeg kørte meget konservativt hele vejen og prøvede bare at holde mit eget tempo. I mål kunne jeg se et smadret felt komme i mål. Nogle med en køretid på mere 3 timer af vindertiden.
Målet var på toppen af Grassy Hill som er en 30% stigning på1,5 km. Fra toppen var udsigten helt fantastisk og jeg kunne i nogle minutter glemme min krop, som stort set gjorde ondt over et hele. Jeg blev nr. 7 på etapen og indtog også denne placering i klassementet. I målområdet var der meget snak om dagens strabadser og jeg blev mødt af spørgsmålet: ”Finally starting to realise what this race is all about” så jeg svarede at jeg havde fortsat havde det sjovt og at jeg regnede med at blæse til angreb igen på en af de næste etaper.

Etape 12: Cooktown - Wujal Wujal, 106 km
Den mest klassiske etape af alle I Crocodile Trophy. Den har været på programmet stort set lige så længe som løbet er blevet kørt. Normalt slutter etapen i Daintree på det såkaldte CREB track. Men da denne var lukket i år, drejede vi i stedet til venstre til Wujal Wujal. Etapen var meget kuperet og min krop havde det heldigvis betydeligt bedre end dagen før.
Stevens angreb midtvejs på etapen og jeg kunne desværre ikke holde hjul, derefter fandt jeg ind i mit eget tempo og nød faktisk det spor som vi kørte på da det var noget rigtigt fedt singletrack. Dagens kommentar stod 2 meter høje Struan Lamont for, da han kom op til mig bagfra og råbte: ”jump on the Train mate” På singletrack er Struans højde dog ikke den store fordel, så min tid på toget blev ikke så lang… Jeg hentede endnu en 7 plads på etapen og holdte fast i den samlede 7. plads i klassementet. Jeg ville gerne have forsøgt endnu et angreb, men benene var bare ikke til det.

Etape 13: Wujal Wujal - Cow Bay, 62 km.
Etapen udviklede sig næsten til en paradeetape. Jeg oplevede det store at John Flynn fra Cyclingnews.com kaldte etapen ”a potential Michael Borup stage” og så var min selvtillid tilbage. Vi rullede de første 40 km og så blev der kørt landevejsræs de sidste 22, jeg forsøgte at angribe, men blev kørt ind. Med 1000 meter igen var vi 15 mand samlet, i det sidste sving tog jeg den forkerte vej rundt og så kom jeg næsten sidst ind til spurten, og var følgelig uden chance for at blande mig i kampen om sejren.
Oplevelsen af at rulle i mål var dog meget stor, og der skulle igen svares på spørgsmål, inden jeg kunne bunde en XXXX beer og smide mig i det varme vand i COW Bay.
De næste dage blev brugt på noget meget tiltrængt hvile. Min krop kapitulerede endegyldigt efter den afsluttende fest og jeg tror at jeg sov 18 a 24 timer de næste 2 dage.

Cyclingnews.com fulgte vores anstrengelser undervejs i hele løbet og deres løbsberetninger kan findes her.